OM FORE.DK
Forsiden
Ideen
Kriterier
Personer
Annoncering
BANER
Danske
Udenlandske
LINKS
Danske
Udenlandske
GOLF I TV
Oversigt
MAILLISTE
Tilmelding
GOLFNYHEDER
Engelske
BRUGTMARKED
Køb og salg
Debat
Debat


Få FORE.DK som startside

  > Email  >Baneanmeldelse >Fordeling af points
Aabybro Golfklub

Kontaktoplysninger:

Adresse:Aabybro Golfklub
Skeelslundvej 3
9440 Aabybro
Aabybro Golfklubs logo
Telefon:9824 4585
Telefax:-
E-mail:aabygolf@sport.dk
Hjemmeside:http://www.aabybrogolf.dk
Pro Shop:9696 1400 - åbent efter behov
Restaurant:-
Kørselsvejledning:Beliggende ved hovedvej A11 (55) ved Aabybro - på vejen mellem Aalborg og Blokhus, Løkken eller Thisted, umiddelbart ved den sydlige indkørsel til Aabybro ca. 15 km vest for Aalborg. Skilte opsat.
(Brug evt. KRAK til at få en rutebeskrivelse fra dit hjem til klubben)

Praktiske oplysninger:

Greenfee:Se klubbens hjemmeside
Handicap-krav:Max 54
Huller:18 huller
Par:71
Længde:5642m - gul / 4800m - rød
Booking On-line?Ja - via Golfbox eller sekretariatet
Slope / herrer:(124 Gul) CR - 70,9
Slope / damer:(123 Rød) CR - 71,4

Faciliteter:

Driving range:Ja
Putting green:Ja
Indspilsgreen:Ja
Omklædning / bad:Ja
Restaurant / kiosk:Selvbetjening - automat
Pro Shop:Ja
Andet:
FORE.DK's samlede indtryk af banen - anmeldelsen

Det er efterhånden ved at være et par år siden, vi for første gang besøgte klubben i Aabybro (nærmere sagt i 2004), og meget er sket, siden vi sidst var på de kanter. Dengang bestod banen "kun" af 12 huller, og klubbens medlemmer ventede temmelig længe på, at de sidste 6 huller skulle blive færdiggjort. Det blev de i foråret 2005, og de nye huller har numrene 2-7. Hulforløbet er derfor også lagt om, siden vi skrev den gamle anmeldelse. Lørdag den 10. november 2007 stod Jan og Lars igen klar på første tee. Banen er ret flad og åben, så vinden har en afgørende indflydelse på spillet. Dette er dog ikke noget minus, men er bare med til at gøre runden sjovere og mere udfordrende. Der er også kommet en del vand med i spillet på de nye huller, og flere af dem er lidt links inspireret. Faktisk er de nye huller ret gode, men træerne vokser ikke ind i himlen, da de desværre ligger lidt tæt og er adskilt af out of bounds mellem dem. Men hvis det ikke betyder noget for dig, er det en række super huller.

Træningsfaciliteterne i Aabybro er ganske udmærkede og specielt drivingrange faldt i testholdets smag. Dette skyldes de rigtig gode afstandsmarkeringer på denne range, hvor eneste minus er, at du kan risikere at slice bolden ud på den forbipasserende vej, hvis du står i højre side af træningsområdet! Det skal understreges, at der skal en kraftig slice til. Det samme gælder for et kraftigt hook, som gør det muligt at bringe hul 15 i spil, hvis du slår en storskævert, men det kan altså lade sig gøre. Måske et boldnet eller lignende kunne opstilles for at eliminere risikoen helt. På træningsområdet findes også en god øvebunker med god plads til flere spillere af gangen. Puttinggreen er relativ lille og ligger tæt ved en række store træer, som desværre smider sine blade, hvor man gerne vil puttetræne. Men dette er nok et problem, som mange klubber har om efteråret. Greens tager godt imod bolden på høje indspil, og bolden ruller godt og med en hastighed lidt over middel efter danske forhold.

Banens nye hul 1 er et kort par 5 på kun 431m og et rigtig "lokke-hul". Hvis du slår en fornuftig driver, kan du stå med et mellem til et langt jern til green, og dermed nå på i to slag. MEN farerne lurer oppe ved green. I drivet skal du passe på søen i højre side placeret små 200m fra teestedet, og den strækker sig ca. 30m frem. Denne vil være i spil for mange golfere, og der skal ikke slices ret meget, før det siger plask! I afstand af ca. 100m fra green krydser en grøft fairway, og det skal du altså også passe på, hvis du spiller kort af green, da det jo faktisk er lige der, hvor de fleste golfere er stærkest med afstanden. Hvis du satser og går efter green i to slag, skal du vælge ruten ind over træerne, som ligger kort af green i højre side, og der skal skæres mere, end du tror. Lige ved siden af i venstre side og lidt foran green ligger en sø mere, og den er i høj grad i spil, uanset om du har spillet sikkert eller går efter green. Som om det ikke var svært nok at komme til green, har man også placeret en greenbunker i højre og bagkanten af green. Selv om hullet er snorlige, næsten, er det et rigtigt Risk-Reward hul. Prøv hvis du tør … vi er jo trods alt kun på hul 1. Green er lettere kuperet, og de er generelt ikke særligt nemme at læse.

Hul 3 er et af de nye huller, og det er blevet til et spændende og smukt par 5 på 471 m. Hullet knækker jævnt mod venstre hele vejen fra tee til green, og det giver nogle interessante slag. Der er out of bounds langs med højre side af fairway hele vejen til green (dog er det mest i spil på den første og sidste del af hullet samt og lige ved siden af green). Det er et hul, hvor du gør klogt i at følge fairway hele vejen og ikke tage for mange chancer. På den måde løber du ikke den store risiko med de meget velplacerede fairwaybunkers, som du kan holde ude af spil, hvis du slår tre fornuftige (og nogenlunde lige) slag. Det er, når du skal slå bolden på green, at det bliver lidt nervepirrende. Greenen er placeret på en form for halvø, og det betyder, at der er vand foran, til venstre for og bagved green! Herligt ikke!? En lille bunker foran i højre napper din bold, hvis du bliver for defensiv. Ja, eller den smutter out of bounds, hvis du ikke holder tungen lige i munden. Green er ret kuperet, og det er meget vanskeligt at fange den rigtige speed og retning her, så vær glad for dit to putt, hvis du ikke slår den meget tæt på. Det er et super fint par 5, som tester dit wedge spil til det yderste.

Hul 5 er et fedt par 3 på 164m, og igen er der vand i spil på hullet. Længden er ikke frygtindgydende, men det er nok til, at du ryster lidt på hånden, hvis du ikke er så langtslående. Det er den store sø, der ligger til højre for green og rager lidt ind over forkanten. Greenen er 26m bred og godt 30m lang, men selv om den er rimelig stor, kan du ikke lade være med at fokusere en anelse på vandet. Det er jo noget med det vand og så golfere. Vi slog begge to middelmådige slag, som havde den rigtige længde, men vi var meget tæt på at gå i vandet, selv om vi kun "cuttede" den lidt … syntes vi da selv. Hvis vi skal være ærlige, er hullet måske ikke så svært, som vi får det til at lyde, da du jo bare kan trille bolden langs jorden op til green i venstre side. Men hvis vinden er oppe og kommer fra højre, ja, så er du nødt til at starte bolden ude midt i søen, hvis du vil flyve den til stokken. Og faktisk endnu værre, hvis vinden kører lidt rundt over green. Så må de højere magter være med dig, for så kommer vandets placering virkelig til sin ret, og hullets sværhedsgrad øges betydeligt. Green hælder fra forkant mod bagkant og lidt mod vandet, så pas på du ikke skal putte for meget her. Dejligt og smukt par 3 - lige som vi kan lide dem.

Banens måske smukkeste (og et af de bedste) huller er efter vores mening hul 13, som er et par 5 på 445m. Hullet er næsten helt lige og egentlig ganske enkelt uden dog at være kedeligt af den grund. Du skal "blot" sørge for at holde dig fri af træet midt i fairway små 180m fra teestedet, og den trærække, der starter på ca. samme længde i højre side af fairway. Det kan spilles traditionelt med et drive, et lay-up og et approachslag. Du kan også gå efter greenen i to slag, hvis du har længden og ikke mindst modet, for der er vand i spil foran green i højre side! Der er desuden out of bounds hele vejen langs hullets venstre side, og den forsætter også bag green, så slår du for langt, er bolden væk. Fairwaybunkers er placeret på de helt rigtige steder i henholdsvis højre og venstre side. Den i højre side er dog ikke i spil for de fleste, da den ikke ligger langt fra teestedet kun ca. 60 og 130m ude. Derimod ligger den i venstre side ca. 100m før green og lige i den afstand, vi gerne vil placere vores lay-up slag. Der er ingen tvivl om, at den har meget trafik. Green ligger på tværs af spilretning, så det er et ganske lille landingsområde at nå ind til, hvis du er for langt væk. Samtidig er green meget kuperet og meget svær at putte, så et to putt her er godt. Et meget fint par 5 hul, som tester dine evner som golfspiller. Der er dog gode muligheder for at lave en god score på dette hul, hvis du spiller det rigtigt..

Hul 18 byder dig en barsk afslutning på de varierede huller, som du finder i Aabybro Golfklub. Det er et langt par 4 på pæne 403m med en dogleg på næsten 90 grader til højre, som ifølge baneguiden dog "kun" er banens næstsværeste hul. Efter vores mening er det nu, uden sammenligning, banens sværeste hul. Det kræver to virkeligt gode slag at komme på i regulation, og skal du have en chance, skal drivet placeres i højre side af fairway og helst være 190-200 m langt. Men pas nu på, da det ikke er uden farer. Der er nemlig en stor sø i højre side helt op til, hvor fairway knækker. I bunden af fairway er der lagt to store bunkers, så hvis du slår igennem fairway, lander du i en, og skærer du lidt af hjørnet, lander du også i en. For de langtslående kan det godt lade sig gøre at så over søen men pas på, da der er en rød hasard i venstre side af fairway og masser af buske. Slår du mega langt, er der mulighed for at nå op til green i drivet ved at skære ind over søen og out of bounds over mod 9. hul, men det er farligt. Bolden skal mindst flyve 230-240m bare for at nå over en klynge træer i højre side af fairway godt 50-70m fra green. Der er out of bounds bagved green, så du skal passe meget på ved indspil til denne, uanset om du slår dit approachslag fra 180m eller fra 100m. Green er beskyttet af to bunkers - en helt oppe ved green i venstre side og en lidt før i højre side, og disse ser helt sikkert en del trafik. Green er temmelig kuperet, og pinden kan stilles mange ret trælse steder. Scorer du en par på dette hul, kan hele runden være reddet! Om ikke andet, så er æren da reddet...

Vi synes, at banen er "vokset", og hermed mener vi ikke bare, at der bare er kommet flere huller. Vi synes, at de nye huller generelt har løftet banens kvalitet, og klubben har formået at placere de nye huller på en naturlig og indlysende måde, dog lidt klemt, blandt de gamle 12. Banen er blevet mere harmonisk, og det har gjort det til en meget bedre oplevelse at spille denne bane. Vi spillede den sent på sæsonen 2007, og igen her i sommer 2008 i tørkeperioden. Alligevel var standen rigtig god, så vi har svært ved at forestille os, at den ikke er endnu bedre i højsæsonen. I det hyggelige klubhus kan du få forfriskninger via høflig selvbetjening. Pro-shoppen er ikke den største, men den har, hvad der skal til for at kunne servicere en golfklub.

FORE.DK's fordeling af golfbolde (points)
Banens beliggenhed: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens harmoni: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens hulforløb: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Fairways: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Bunkers: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Greens: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Variation: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Sværhedsgrad: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Faciliteter: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Golfbolde (point) i alt: 36 Golfbolde - max 6 pr. kategori af 54 mulige
>Email  >Baneanmeldelse >Fordeling af points
English version
Under construction
 
 
10.07.11
Fantastisk bane! Stensballegaard Golf.
 
13.06.11
Fransk namme-nam Golf Country Club de Cannes-Mougins.
 
 
 
 
 
 
 

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!

FORE.DK - Copyright
Senest revideret: 31.7.2008 webmaster