| Midtjylland har mange baner af høj standard, og en af dem er Brande Golfklub. Vi besøgte banen onsdag den 24. juli 2002 kun to dage efter Holmsland Kilt, så vi håbede, at vinden havde lagt sig lidt i forhold til om mandagen. Da vi nåede frem, kunne vi konstatere, at vejret var ganske godt og vinden kun let til frisk. Banen ligger i en dejlig natur, hvoraf det meste er placeret i et skovområde, og der, hvor der ikke er træer i forvejen, er der blevet plantet en ordentlig bunke træer, så det med tiden kan blive en rigtig god skovbane. Det kan godt være lidt svært at finde ind til klubben, da skiltningen ikke er den bedste fra hovedvejen. Vejen ind er i øvrigt meget hyggelig, da den går af små
veje med en del skov. Oppe ved klubhuset ligger der et meget pænt bindingsværkshus og ved siden af en dejlig stor puttegreen. På den anden side af vejen ligger klubhuset, der er opført i træ.
Drivingrange har et passende antal udslagsmåtter, som er af en god kvalitet. (Måtterne SKAL benyttes - HUSK DET). Rangen er udstyret med gode afstandsmarkeringer, som er tydelige at se. Der kan da godt opstå små problemer,
når du står og varmer op!! Er du en af dem, der slår langt, kan den der stå på 7. tee godt komme i fare for at blive
ramt af en bold. Har du problemer med at din bold trækker til venstre, kan du godt komme ud på 6. fairway. Trækker den i stedet til højre, kan 9. tee godt komme i spil. SÅ PAS PÅ DINE MEDGOLFERE!!! Lige bag udslagsmåtterne er indspilsgreen, og det må vi sige er en meget god detalje. På indspilsgreen kan der trænes både korte og lidt længere indspil (op til ca. 20m). Yderligere er der også en udmærket bunker, hvor du kan træne din bunkerslag. På den anden side af vejen og lige ved siden af første tee ligger puttinggreen, som er af en rigtig god kvalitet - MEN - den er simpelt hen for langsom!! Dette gør sig desværre også gældende ude på banen, hvilket må siges at være virkeligt synd, da de højest sandsynligt godt kunne klippes lidt ned uden det gjorde noget - Ærgerligt!!
Hul 1 er et par 4 på 341m med en dogleg højre. Her er det rart at vide, at en blød start altid er god, så du starter med banens næstsværeste hul!! Fra tee skal du lægge drivet lidt ud i venstre side for at få åbnet hullet ind til green. Fra midten af dogleggen er der 150m til green, så alt efter hvor langt du slår dit drive, kan du godt have et andet slag på et stykke over 180m. Det skal så siges, at fra tee og op i dogleggen går det let op af bakke. Andet slag er svært, da du helst skal flyve den hele vejen op på green for at undgå de to bunkers, der er i venstre samt den enlige i højre side. Green er uden de store niveauforskelle, men falder fra bagkant mod forkant, så en par er en rigtig god start på
dette gode åbningshul.
3. hul er et par 3 på 135m lidt ned af bakke. Udslaget er ikke det store problem, hvis altså du har længdekontrol og kan slå lige!! Har du ingen af delene, kan du godt få dig rodet ud i noget forfærdelig noget. I højre og venstre forkant er der smidt to halvstore bunkers, som er meget sultne. I højre, venstre og bag green er der mulighed for gemme din bold
inde i den smukke skov, som vi absolut ikke kan anbefale dig at slå ind i. Næh nej, hvis du skal gøre noget galt, så håb
på, at den bliver kort midt i. Så er det bare et lille chip ind og et put for en par, som næsten også er et krav her.
Hul 6 er et par 5 på 481m med en dogleg til højre med ca. 140m igen. Fra tee og op til den første fairwaybunker (pas på den er meget lang) er der 213m, og den er placeret i venstre side og kan godt komme i spil, hvis du ikke passer lidt på. Drivet skal ligge mellem bunkeren og midten af fairway, altså i venstre side, så undgår du den lidt irriterende out of bounds, som er hele vejen op langs højre side ind mod drivingrange. Fra forkant af bunkeren er der 139m op til dogleggen, så hvis du ikke er kommet godt fra tee, er det godt at vide, at du kan nå dogleggen uden problemer. Du skal dog passe på den lille bunker, der ligger i dogleggens venstre side, ligesom du i tredje slag skal passe på de 2 greenbunkers. Har du derimod slået et godt drive og ligger optimalt på fairway og ud for den sidste tredjedel af bunkeren, er der faktisk en rigtig god mulighed for at tjene nogle meter: Du kan skære ind over hjørnet og out of bounds, og derved måske komme på green i to - eller i hvert fald meget tæt på. Green er lagt en anelse til højre,
hvilket gør, at du godt kan få lidt problemer med at komme til den, hvis du ikke placerer dig rigtigt. Derudover er den beskyttet af en bunker i hver side, så du skal tænke lidt her. Greenen er ikke den sværeste at putte på, men pas på, hvis du har et langt eagle put. Greens er langsomme, så giv den chancen. Det samme gælder selvfølgelig ved en birdie put, men en par skal du næsten have her, medmindre du har været uden i noget snavs på vejen op til green.
Hul 9 er et lille frækt par 3 på 180m. Det er et hul, der kræver lidt mere end det, der er sædvanligt for et par 3 hul. Selve udslaget er et spørgsmål om mod og dine færdigheder. Når du står på teestedet og kigger ud over det ret så frygtindgydende hul, hvad skuer så dit øje?? Jo, ca. 140-150m fra tee ligger der en lille sø, som dækker 2/3 af green i venstre forkant. Det vil sige, at du skal flyve din bold mindst 165m for at komme på green. I højre side af green er der smidt en god, stor bunker, som sluger alle de bolde, der er slået lidt for defensivt. For at gøre det lidt mere spændende er der out of bounds i højre side op langs drivingrange, og her er det, at du skal passe lidt på, for
det er muligt at blive ramt fra rangen her!! I venstre side er der også out of bounds, men den er ikke så meget i spil. Det er den out of bounds, der ligger bag green til gengæld, så dine muligheder for at få en høj score er der. Vælger du at spille dette hul på den sikre måde, er det bare at slå et kort jern frem kort af søen og lidt i højre, derefter et chip og et måske to put for en par eller en bogie.
Hul 12 er et rigtigt godt par 4 på 297m dogleg venstre. I udslaget har du rigtig mange muligheder for at komme
godt af sted. Hullet er ikke længere, end at du med to mellem jern kan nå green. En anden mulighed, som nok den mest benyttede, er at skære lidt af dogleggen af for at komme så tæt på green som muligt. Har du slået et af de gode slag, er det ikke sikkert, at du har mere end et chip and run eller et fuldt sandjern ind til green. I udslaget skal du holde tungen lige i munden, for her er alle muligheder for at komme galt af sted i drivet. I bunden af fairway i højre side er der anlagt en halvstor sø med et fint, lille springvand, som nok godt kan æde nogle bolde. I venstre side er der lagt en halvstor bunker, som følger fairway rundt i dogleggen, så den skal flyves, hvis du skal have en chance for at have et kort slag til green. Er du meget aggressiv fra teestedet, skal du også passe på det område med nyplantede træer, som er i venstre side, og skulle du komme langt nok frem, er der også et par bunkers, der kan drille. Indspillet er relativt simpelt, hvis du er kommet langt frem. Ligger du længere ude og skal slå et kort eller mellem jern ind til green, så er der en bunker i højre og en i venstre side, som du skal passe på. Greenen er der ikke de store problemer med, så har du slået et par gode slag, er der en rigtig stor birdie mulighed her.
Hul 15 er et par 5 på 527m, og det er banens længste og sværeste hul med først en dogleg til højre og så en til venstre. Udslaget er op til en dogleg højre med en sø i knækket. Her er der 174m op forbi, og er du modig, er det muligt at slå hen over den og stjæle en masse meter - men pas på - søen er sulten. Yderligere er der også out of bounds i højre samt en meget sej rough, som næsten er umulig at spille fra, hvis du altså overhovedet kan finde din bold. Er du ikke helt så langtslående, skal du placere dig i midten, eller så tæt på søen som du tør, men pas på for søen kommer let i spil. Derefter skal du placere dit andet slag lidt i venstre side, hvis du har modet, for der er jo selvfølgelig out of bounds i denne side. Efter ca. 145m er den lille dogleg venstre, og har du placeret dig rigtig omkring midten af fairway, er resten af vejen op til green uden de store forhindringer. Det eneste er en bunker i højre side af green. Hele vejen rundt om green er der et smalt stykke med let rough - skulle du finde på at slå din bold lidt længere ud, skifter roughen karakter og bliver meget sej, og så er der STORE problemer. Greenen er uden de store niveauforskelle, så har du slået et par gode slag, er din handicap par hjemme eller måske en bane par. Har du gjort det bedre end det, kan du godt smile til dig selv.
Hul 18 er et sjovt lille par 3 på hele 97m. Det er faktisk et godt afslutningshul, for det er ikke så lige til, som du nok ville tro. Mellem tee og green er der en stor bunker, som bare står og gaber lige op i hovedet på dig, så hvis
du føler dig lidt presset, er det ikke uden grund. Green er stor og nærmest delt i to plateauer, som går på tværs.
Hvis greenkeeperen har haft lyst til at drille, sætter han pinden i den bagerste del af green, og så kan du komme galt af sted. Dette hul kan være alt fra en birdie til en trippelbogie, så spil det varsomt. Igen - et godt afslutningshul!!
Brande Golfklub er en perle af naturskønhed og gode golfhuller. Her er gode træningsforhold og en god proshop,
som har det meste af de underlige ting som vi golfere kan finde på at investere i. Proshoppen bliver i øvrigt drevet af Danmarks nok yngste pro - Henrik Nissen - på 23 år. Klubhuset er ikke det nyeste og mest moderne, vi har set, men det oser af hygge. Vi har hørt rygter om, at man er begyndt at lege med tanken om et nyt klubhus. En lille detalje er, at bad og omklædning savnes i lidt større omfang, men det er de klar over, og det kommer nok engang. Vil du ind og nyde en
kold pilsner, så er der også mulighed for det. De har en skøn overdækket terrasse, hvor du kan sidde og se ud over drivningrange. Hvis du er blevet lidt småsulten er der mulighed for at få lidt betjening i weekenderne, men til hverdag må du klare dig selv. Alt i alt finder vi, at banen var i særdeles god stand, da vi besøgte den. Eneste klage kunne være over de - som tidligere nævnt - langsomme greens. Lidt mere fart her vil være perfekt. Vi kan kun anbefale jer at kigge forbi - vi kommer bestemt forbi en anden gang.
|