| Lørdag den 14. september 2002 gik turen igen sydover, nærmere betegnet Sønderjylland. Vejret var som sædvanligt glimrende med høj sol og et par og tyve grader samt en let til frisk vind. Ja, sikken en golfsommer vi har haft i år, hvis vi brokker os over den, skal vi da vist have et par lussinger. Målet med vores udflugt var intet ringere end Haderslev Golfklub, som ligger i et meget smukt, kuperet landskab, og det kan godt give lidt sved på panden at spille den både pga. terrænet men også pga. hullernes udformning. På trods af at banen "kun" er 5.233m og par 69, er den nemlig ikke helt nem. Du får testet din præcision med 3-wood og lange jern, samt dine evner til at ramme greens. Mange af disse ligger eleveret i forhold til fairways og er så godt beskyttet af bunkers, at du som oftest er nødt til at flyve bolden ind på green. I Haderslev spiller du rigtig "targetgolf", og det er sjovt (hvis dit spil kører, vel at mærke)!!
Træningsfaciliteterne er på det jævne i Haderslev Golfklub. På drivingrange findes der et passende antal udslagsmåtter af en udmærket kvalitet, om end nogle af dem var lidt slidte og hårde. Der er også mulighed for at træne dine færdigheder på et område til højre for måtterne, men her var jorden for hård til at stikke tee's ned i, og så er det lidt svært at træne sine teeslag. Puttinggreen, som ligger ved det imponerende og smukke klubhus, er stor og fin. Bolden ruller jævnt og hurtigt, så her er kvaliteten i top. Når du er færdig med at putte, kan du jo lige drosle
lidt ned ved at vende dig om og nyde udsigten ud over 1. og 18. hul. Klubben råder endvidere over en udmærket par-3 bane, hvor nye golfere kan boltre sig.
Allerede på 1. hul får du et indtryk af, hvor kuperet banen er, og det er noget du skal huske hele vejen rundt. Du skal hele tiden korrigere for fald/stigninger og huske dette i dit køllevalg. Det er dog kun med til at gøre udfordringen større og oplevelsen sjovere.
1. hul er et helt lige par 4 på 337m, hvor du først slår ned ad bakke til fairway og endelig slår dit andet slag op til en højtliggende green. Du kan faktisk komme ret langt frem fra tee, men pas på de to fairwaybunkers ca. 200m ude i hver side. Havner du i en af disse, står du overfor et meget svært approachslag. Er du derimod kommet godt fra tee, har
du ikke mere 70-110m til green, som vist godt kan siges at være velbeskyttet uden, at det er en overdrivelse. Den er omringet af ikke mindre end tre bunkers (og dem vil Peter gerne anbefale, at du spiller udenom) og for at gøre det lidt sjovere, er der i højre side også mulighed for at få vand i spil!! Fra green har du et godt udsyn over det omkringliggende landskab, så husk at nyde denne. Hullet er en ret svær start på runden, og går du herfra med en handicappar, kan du smile til verden.
En ting, du lige skal huske på, er, at du efter en lille gåtur mod 2. teested, skal se dig godt for, før du træder ud for enden af stien, der fører dig til dette teested. Du træder nemlig lige ud i spillelinien, så PAS PÅ, hvis der er spillere på dette hul!!!
3. hul er et lækkert, lille par 3 på bare 116m, beliggende i et hjørne med levende hegn til højre for og bagved green. På dette hul står du på et højt teested, og du kan godt tage et jern mindre end normalt fra denne afstand. Hullet har to foranliggende bunkers og en lettere kuperet green, men er ikke så svær. Til gengæld er det meget smukt og sjovt at spille. Et rigtigt præcisionshul.
7. hul er et tricky hul at spille. Hullet er et par 4 på 340m dogleg højre med masser af forhindringer i spil i såvel tee- som approachslag. Et vandløb krydser fairway to steder og til højre ligger et stort område med out of bounds, som du skal flyve noget af for at komme på fairway. Slår du din driver bare nogenlunde lige, så vælg den, for jo længere du kommer frem på dette hul, jo mere plads bliver der at lande din bold på. Det optimale slag er mellem 200-240m langt og hen over eller lidt til højre for det lille træ, som står til venstre for den fairwaybunker,
der ligger ca. 75m fra green. Der er så at sige ikke noget svært ved slaget, hvis bare det ikke var fordi, bolden skal flyves 180-200m henover out of bounds. Er slaget lige og langt, er du over de værste problemer, og selv om dit andet slag til den store green også er halvsvært, så har du dog mulighed for komme på green relativt let, hvis dit første slag er godt. Det sværeste på dette hul er dog at overvinde det syn, der venter dig, når du indtager teestedet. Det SER frygtindgydende ud, men hvis du tager det roligt, kan du sagtens få en god score på hullet. Det modsatte er dog også muligt, og vi tror, at dette hul jævnligt ser tocifrede scores!!! God fornøjelse.
Der er kun to par 5 huller blandt de 18 på banen, og 8. hul er suverænt det længste hul på banen. Med hele 519m kræver det tre gode slag at være på green i regulation, og en par er en rigtig god score. Hullet doglegger svagt til venstre hele vejen fra tee til green, og fairway er meget kuperet - specielt på de første 200-250m. Her falder det hele
mod venstre, og da der samtidig er out of bounds hele vejen langs med venstre side, skal du være varsom. HOLD TIL HØJRE!! Du kan skære lidt af hullet ved at smide dit drive over trærækken i venstre side, men det er kun for de langtslående og modige. Resten af vejen er forholdsvis ukompliceret, og den temmelig store green er beskyttet af tre bunkers, men alligevel burde en par være inden for rækkevidde. Et ganske godt par 5 hul.
11. hul er en god kandidat til banens smukkeste hul, og det er samtidigt rigeligt svært. Hullet er et kort par 3 på 126m med en lille dam til højre for green. Som altid drager vand, og du skal slå et meget præcist slag, hvis du skal ramme denne nyreformede green. Du slår fra et højt hævet teested, og du kan faktisk ikke se bunden af green derfra. Dette gør det svært at vælge våben, for hullet ser meget længere ud, end det i virkeligheden er. Stol på din længde og gå til teeslaget med dedikation. Så kan det ikke gå helt galt. Flot og vanskeligt hul.
12. hul er et af to ultrakorte par 4 huller og bare 250m langt. Dog går det op ad bakke hele vejen til green og et lille knæk til venstre mod denne, samt en trægruppe kort fra teestedet gør, at det er svært at slå direkte mod green. Du kan dog med en lille draw i drivet komme meget tæt på. Prøv det bare, der er ikke den store fare, hvis du skulle slå en lille skævert.
17. hul er et flot par 4 på 334m med en god udsigt, selv om drivet er delvist blindt. Du ved, at der ligger to fairwaybunkers i højre side henholdsvis 160m og 190m ude, men du kan ikke se dem!! Du slår dit drive ud over en bakke, og du kan komme ret langt frem, hvis du da ellers kan få bolden til at følge konturerne på fairway. Hele vejen langs med venstre side af hullet løber et levende hegn med høje træer, og dem skal du for alt i verden ikke i karambolage med. Green er, som vanligt, garderet med to bunkers og relativ svær at ramme. Et godt hul, der ser ud som om, det bare er lagt oven på landskabet, hvilket giver et spændende layout.
18. hul virker på flere måder naturligt som afslutningshul, forstået på den måde, at det sammenfatter, hvad denne bane står for. Hullet er et par 4 på 336m med et højtbeliggende teested og et fald ned mod fairway. Der er god plads til driveren (1. hul løber parallelt med 18. hul, bare modsat retning), og dermed er der en "ekstra" fairway at ramme. I hvert tilfælde i højre side, hvor imod der er out of bounds, træer og tæt krat i venstre side!! Her skal du ikke miste dit drive. Approachslaget slås op til en typisk "Haderslevgreen" med hele tre bunkers foran. Det kræver præcision at ramme denne for alle slag, der er for enten for korte eller for lange, er noget skidt. Der er lidt plads bag green - men ikke meget. Et rigtig godt afslutningshul, som stiller krav og fokusering, til det sidste putt er slået.
Fra restauranten har du mulighed for at sidde og nyde lidt godt til ganen efter en veloverstået runde og samtidig følge med på puttinggreen samt 1. og 18. hul. Proshoppen ligger godt placeret og kan byde på alle de underlige ting, som vi golfere går og drømmer om at bruger vores sparepenge på. Som vi har været inde på nogle gange, er der tale om decideret targetgolf på denne bane, og det kræver nogle bløde greens, der tager imod bolden. Det finder du til dels i Haderslev Golfklub, hvor de fleste greens er af den type. Enkelte er lidt hårde, og du kan ikke rigtig få stop på, men det skyldes naturligvis også det faktum, at mange greens ligger højt og åbent, og dermed let tørrer ud i vinden. Greens er hurtige, men fair at putte. De kan dog være svære at læse, da der er mange små fald, som du ikke lige ser første gang, du indtager den knælende position bag bolden!! Banen er generelt i god stand, og særligt bunkers er gode at slå fra. Sandet har en god hårdhed, som gør det lidt lettere at arbejde bolden sikkert op på green. Banen er smuk og tiltalende, men dog med lidt for mange blinde slag efter vores mening. Det kræver, at du spiller banen et par gange eller tre, før du opnår fuld fortrolighed, men det gør ikke så meget - vi tager gerne tilbage en anden gang. Det skulle du også gøre: Der er gode oplevelser at hente i Haderslev Golfklub.
|