| Banen i Løkken blev spillet den 17. oktober 2001 en uges tid efter den voldsomme mængde regn, vi fik i starten af måneden. Banen har i en periode haft et lidt dårligt ry nordjyske golfspillere imellem, og vi kan ærligt talt ikke helt forstå, hvordan dette ry er opstået. Ikke desto mindre har det eksisteret til stor ærgrelse for klubben, men alt tyder nu på, at det er ved at blive anderledes. Dette er klubben
selvfølgelig glad for, og det er vi faktisk også, for det er efter vores mening ikke fortjent, at banen bliver kaldt kedelig og meget andet. En lang bane med nogle svære dogleg huller, hvor vinden næsten altid er en af de ting, der driller. Der er også blevet gjort meget fra klubbens side for at forbedre banen - specielt med hensyn til dræning
- og der er andre tiltag på vej i fremtiden. Klubben har desuden bygget et helt nyt klubhus og det er man sluppet rigtig godt fra. Huset er rummeligt, hyggeligt, og så klæder det omgivelserne med dets udformning og farver.
Træningsfaciliteterne er ganske gode i Løkken Golfklub, og de er fornuftigt placeret i forhold til klubhuset og første tee. Det passer med rækkefølgen så man, efter at have aflagt drivingrange et besøg, møder putting- og indspilsgreen på sin vej til første tee. God detalje. På rangen er det almindelig græs der slåes fra; afstandsmarkeringerne er ok, og rangen er bred nok (men pas på hestene, hvis du slår meget skævt). Puttinggreen er stor med god afstand mellem hullerne til at træne forskellige puts. Yderligere er kvaliteten ganske god. Indspilsgreenen er en smule for lille, men er alligevel ganske brugbar. Det skal også nævnes, at der findes en 9 hullers (par 29) Pay and Play bane i Løkken Golfklub, hvor alle kan spille, enten med eget eller med lejet udstyr. Der vil i den kommende sæson blive gjort et stort stykke arbejde med at løfte kvaliteten på disse 9 huller, og der er ingen tvivl om, at denne lille bane rummer potentiale til at blive næsten lige så god som den "rigtige" golfbane.
Lidt utraditionelt begynder man sin runde på banen i Løkken Golf Klub med to par 3 huller. 1. er et par 3 hul på 154m, der er relativ let, og vinden er den eneste faktor, der rigtig kan drille på dette hul.
2. hul, igen et par 3 på 164m, er noget sværere pga. en lille sø, som er i spil fra tee-stedet. Der er dog alle muligheder for at få en god start på din runde med disse relativt overkommelige huller, men bare rolig piben får snart en anden lyd!
Hul 4 er et langt par 5 på 481m, og hullet er da også banens sværeste ifølge den i øvrigt rigtig gode baneguide. Drivet er svært pga. out of bounds og vandløbet langs hele venstre side og for at gøre det en lille smule sværere, er der også vandløb i højre side. Course management er et vigtigt redskab på dette hul pga. de godt placerede vandhazarder i lay-up afstand. Kun de meget langtslående spillere kan drømme om at nå green i to slag (men glem det, der er alt for mange risici i dette slag), så det er vigtigt, at du tænker sig om og placerer din bold rigtigt på dette hul. Fra 100m til green er der ikke mindre end to vandhazarder og out of bounds bag green, så spil med hjernen - det betaler sig. Vi synes, at det er et spændende hul, som virkelig kan udfordre dit spil.
5. hul er et par 4 på 367m, hvor du igen står overfor et svært drive med out of bounds hele vejen op langs venstre side. Et vandløb krydser fairway ca. 190m fra tee-stedet, og hvad gør du så? Du kan selvfølgelig spille kort af hazarden, men så har du et langt andet slag til en green, som er næsten helt omgivet af vand. Du er pisket til at flyve bolden ind på green, så du skal træffe et valg. Den "helt" sikre løsning er at spille hullet i tre slag og så håbe på et putt, men husk "hvo intet vover intet vinder"! Det er et svært hul at spille, og det har da også HCP 5. Ja, og hvis der er hård modvind burde det have HCP -5.
Hul 8 er et pudsigt hul, som virkelig kan lokke een i fordærv. Hullet er et ganske kort par 4 på 234m med en vandhazard foran green og out of bounds i højre og venstre. Derudover er der diverse røde og gule vandhazarder smidt over alt. Hvis vinden er gunstig, og banen er rimelig tør, kan du drive green eller i hvert tilfælde komme tæt på, men pas på. Det er ikke så let, som det ser ud til, og du kan nemt komme i vanskeligheder. Det er et sjovt hul, som kan give alt lige fra eagle til dobbeltbogey o.s.v.
Hul 12 er et langt par 4 på 401m/305m, hvor forskellen mellem gul og rød tee virker urimelig stor. Det er et problem, at et hul, som har HCP 2, er næsten 100 kortere for damespillerne, og desuden har en meget lettere tee-placering. På trods af dette er det et fremragende hul med masser af udfordringer. Greenen ligger godt gemt i ly af både vandhazarder og skoven, og den er temmelig svær at ramme.
Hul 13 er et lille par 3 på 126m, som ligger smukt placeret langs skovkanten og med to greenbunkers som forsvar mod angribende golfspillere. Det er ratet som banens letteste hul, og det er samtidig et af banens smukkeste.
Afslutningen på banen i Løkken er også lidt utraditionel med to par 5 huller som henholdsvis 16. og 17. hul. Det gør dog ikke så meget, når der er tale om to rigtig gode par 5 huller. Hul 16 er det korteste på 436m og har det sværeste drive. Dette skyldes, at tee-stedet er placeret i et lille "hjørne" ved skoven, og du skal drive ud igennem en forholdsvis lille åbning i en række nåletræer, og der er out of bounds i højre side. Det har dog mest en psykologisk betydning, for der er såmænd god plads på fairway til dit drive, men vi ved jo alle, hvor meget golf foregår oppe i hovedet. Slipper du godt fra drivet, er hullet ikke så svært, så du bør få dine to points på dette hul.
17. hul er et langt par 5 på 501m - igen med et svært drive. Denne gang skyldes det skoven hele vejen langs med
venstre side og en vandhazard i drive afstand i højre side. Der er desuden en relativ smal indgang til greenen, som yderligere hæver sværhedsgraden på dette hul. Det er efter vores mening et meget flot hul, som fortjener HCP 4.
Vi nød virkelig vores runde på denne bane, og vi synes, at den har potentiale til at blive endnu bedre, end den allerede er. Selv om den er flad, er den bestemt ikke kedelig, og på en blæsende dag stiger sværhedsgraden betydeligt.
Vi var særlig glade for greens, som er gode og tager fint imod indspil selv med de lange jern. Bolden ruller godt og jævnt, hvilket giver dig fair betingelser, når du putter. I klubhuset er der mulighed for at trække øl, vand og lidt snacks i automaterne, og i højsæsonen er køkkenet åben. Pro-shoppen er i et mindre hus, der er lige over for klubhuset. Den har et godt lille udvalg af diverse vare. Det er helt sikkert, at vi vender tilbage igen, men næste gang kommer vi nok en dag, hvor det ikke blæser!!!!
|