| Vi har spillet Randers-banen sammenlagt 6 gange i matcher og i Faxe Cup, og vi kender efterhånden banen temmeligt godt.
Inden du tager en tur til Randers for at spille, skal du nok lige en tur på løbebåndet, da det er en god fysisk udfordring at spille denne skønne bane. I den i øvrigt meget flotte baneguide står der, at "banen ligger i et ret kuperet terræn"! Dette er helt klart en underdrivelse, da banen i Randers går bakke op og bakke ned det meste af vejen rundt. Det var virkelig en modig banearkitekt, der i sin tid sagde, at her skulle der ligge en golfbane, og mange må have tænkt, om det virkelig kunne realiseres. Det kunne det, og resultatet blev en bane som enhver seriøs golfspiller bare må spille mindst en gang i sit golfliv.
Træningsfaciliteterne er rigtig gode i Randers Golfklub. Dog trækker det lidt fra, at man fra drivingrange bare slår sin bolde ud i en dyb slugt. Man kan simpelthen ikke se, hvor langt man slår de enkelte køller, selvom der findes afstandsmarkeringer. Bortset fra dette slår man fra nogle gode ensartede måtter, som giver et stabilt underlag for dine slag. Indspilsgreens er blevet gode, efter at man har flyttet 9. green, og istedet bruger den gamle 9. green som en af de to indspilsgreens. Puttinggreen er til gengæld superlækker og rigelig stor. Greenen er meget hurtig og kan virkelig teste dine kundskaber som putter. Den anden puttinggreen ligger ovre ved drivingrangen og er en lille smule Gøg og Gokke. Det er vigtigt, at du putter lidt her, inden du går ud for ude på banen er greens lige så gode og hurtige, mindst!
Du begynder stille og roligt på Randersbanen med et kort par 4 på 293m fra gul tee. Det er et dogleg venstre hul, hvor de eneste reelle farer er et lille vandhul ca. 190m ude samt out of bounds i hele højre side i drivet. Andet slaget er op til en ikke for stor green, der er beskyttet af to bunkers; en for og en bag, så præcision er meget vigtigt. Greenen hælder en lille smule mod bagkant. Noget som kendetegner banen i Randers er, at du ofte står på et meget snævert tee-sted og nærmest slår ud i den blå luft. Sådan føles det i hvert tilfælde, når du står inde blandt træerne.
Denne fornemmelse får du allerede på hul 3 som er et par 4 på 304m. Her slår du sit drive, som skal være snorlige, ud fra et højtbeliggende tee-sted og ned til en fairway, som ligger adskillige meter neden for bakken. Midt i fairway har man valgt at sætte en række træer. Og hurra for det, da det er meget nemt at slå sit udslag lige ned bag de flotte træer og spærre sig selv af på denne måde. At green så også er næsten helt omringet af vand er bare en detalje, som gør hullet ekstra spændende!! En par er et glimrende resultat på dette hul.
Banens suverænt længste hul, er 6.; et par 5 på 497m, hvor der, som et af de få steder på banen, er rimelig plads til driveren. Det er også nødvendigt at finde den frem, hvis man vil på i tre slag.
Banens mest spøjse hul er hul 13, som er et meget kort par 4 hul på 240m! Dette hul er så mærkeligt at spille, at det kræver en nærmere forklaring. For det første står du igen på et højtbeliggende tee-sted helt omgivet af træer, og kigger ud over endnu flere træer. Du føler sig fuldstændig lukket inde, og du kan ikke se bunden af fairway, når du driver ud. Hullet er dog så kort, at det ikke kan betale sig ikke at gå efter green i drivet! Du slår simpelthen dit drive ind over trækronerne og ned mod green som ligger 20-30m nede. Hullet bliver simpelhen så kort, at du kan slå alt fra 3-jern til driver på dette hul. Det kan blive alt lige fra eagle til trippelbogey, alt efter hvor heldig og dygtig, du er. Alt i alt et meget morsomt hul at spille, næsten for sjovt!
Runden sluttes af med et par flotte huller. 17. er et par 5 på 458m og 18. er et par 3 på 156m. Her er der gode muligheder for at hente lidt af det tabte, og rent visuelt kunne du ikke ønske dig en bedre afslutning med mindre du gerne ville kunne se 18. green fra klubhuset, for det kan du faktisk ikke, og det er da synd.
Som helhed er banen i Randers Golfklub en virkelig stor fornøjelse at spille. Dette skyldes ikke mindst de 18 fremragende greens, som er meget hurtige efter dansk standard, og som virkelig burde danne skole for, hvordan greens skal se ud. De er jævne og bløde og minder mest af alt om blliardklæder. Har du linien og hastigheden rigtig, så går dit putt i hullet, og det er jo sådan, det skal være. Desværre er dette ikke tilfældet alle steder, men i Randers får du fair behandling på green. At det så er skide svært at putte på så hurtige greens er jo en helt anden snak, men det er jo så op til dig selv at få styr på det!
Snyd ikke dig selv for et besøg i Randers Golfklub, hvor lutter venlige mennesker venter i det flotte klubhus. I restauranten er der et ganske godt udvalg, som du jo heller ikke må gå glip af, da en god tur i det fri godt må belønnes
med lidt godt at spise. Har du lidt mangler, hvad golfudstyr angår, så har proshoppen et rigtig godt udvalg til fornuftige priser. Konklusionen må derfor næsten være, at selv om banen er kort, er den en god udfordring for alle.
|