| I påskeferien 2001 - nærmere betegnet torsdag den 12. april - afholdt Ribe Golfklub en lille påskematch, som vi (Peter og Jan) deltog i. Vi var jo ikke mere beskedne end, at Jan hjembragte en førsteplads i A-rækken. Vejret var ikke særligt godt, da det var temmelig koldt (ca. 5 grader), og der stod en hård vind ind fra vest. Det tog dog ikke modet fra os, for golf skulle der spilles. Ribe Golfklub er en af de mange spændende baner i Sønderjylland, og den er virkeligt et besøg værd. Der er en dejlig natur, og banen er lagt i et afvekslende og let kuperet terræn med skov, krat, åben land og søer. Klubhuset er en god, lille firelænget gård, som i starten af 2002 skal renoveres, så der skulle stå
et nyt og dejligt klubhus klar til jer, når I kommer.
Træningsfaciliteterne er ok, men hører ikke til blandt de bedste i landet. På drivningrangen er der gode afstandsmarkeringer, og på udslagsmåtterne kan du få en god fornemmelse af de slag, du har slået. Rangen er desværre ikke særlig bred, så det kan godt lade sig gøre at slå en over på 18. fairway, som ligger til højre og en ud på vejen, som ligger til venstre (ikke så godt). Men, som vi ved, slår vi alle lige en gang i mellem. Puttegreen er meget hurtig for en nordjyde, der ikke var så godt vant hjemmefra. Så der blev brugt let ekstra tid på den, for den var af god kvalitet trods årstiden.
Hul 1 er et par 4 på 266 m med en lille dogleg højre. Hullet er ikke længere, end du har to muligheder for at komme på green. Den ene er at slå driver og gå efter green, men det er også her, du skal passe på, da der er en sø i højre side af fairway og op til green, så præcision er en æressag. Så er der også den fornuftige løsning, et 3-5 jern ud i midten eller en smule til venstre på fairway; så får man åbnet hullet. Andet slag er et kort jern ind til green. Greenen er ikke så vanskelig, så du har mulighed for at få en god start på din runde.
Hul 6 er par 4 på 395m dogleg højre, hvor der er en lille smule bevoksning på begge sider af fairway, som det ikke er umuligt at komme op at slås med. Ca. 180-200m ude i højre side har man været så flinke at placere en sø, så du har noget sjovt at slå efter. Har du slået en af de lange, er der ikke andet end et mellemjern ind til green (hvis du har ramt fairway). Indspillet kan meget nemt blive et af de vanskelige, men hvis ikke skal du kun passe på den bunker, der ligger i højre side. Er du på green i to eller tre slag, er der mulighed for at skrabe din handicap par eller måske en bane par hjem.
Hul 7 er et par 5 på 490m. Dette er et godt tænkehul!!!!!!! Jo, du kan ikke bare slå til kuglen. I udslaget skal du prøve at placere kort af den lille krølle, som er på fairway, eller hvis du er meget langtslående, kan du forsøge at flyve den over den lille tunge af rough, der er i venstre side, men er den ikke lang nok, kan du blive straffet hårdt. Andet slag er ikke så vanskeligt, du skal bare slå et lille lay-up slag for at komme i position til dit tredje slag, som er et indspil uden de store problemer, da green kun er beskyttet af en bunker i venstre forkant. Så din chance for at hente et slag eller to på din score, er ikke umuligt.
Hul 9 er et par 3 på 130m. Det er et kort hul, der ikke byder på de store sværhedsgrader. Der er frit til green, og ingen bunkers for eller bag green. Og dog, der er jo altid et men, og dette lille men er, at alt i venstre side er stendødt. I venstre side af dit udslag er der en lille grøft, som er meget langhåret og absolut ikke sjov at spille fra, skulle du kommer længere til venstre er der også mulighed for at smide bolden i vandet. Nå ja, så er der også lige den med, at du skal kende længden på dine jern, for slår du et jern for meget er bolden inde i skoven/læhegn, og det er ikke spændende, så pas på. Et lækkert hul uden det store og du kan måske rede dig en birdie eller en par.
Hul 12 er et par 4 på 337m dogleg højre. Drivet skal placeres i midten eller højre side af fairway, da hullet næsten altid spilles i modvind eller med vinden ind fra højre. Det er det, der gør dette korte par 4 til et hcp. 4 hul. Anden slag til green er heller ikke uden problemer, for oppe ved green er der en stor og lang bunker. Den ligger lige foran green og beskytter mod flade indspil, så er længden der ikke, kan det være en god ide at have en skovl med. Er du først på green, er dine problemer overstået, og din handicap par eller birdie burde være hjemme.
Hul 16 er et par 4 på 338m med en dogleg venstre. Drivet skal lægges i midten eller i højre side af fairway, men pas på, det ikke bliver for langt, for der er næsten altid medvind på hullet, (og det vil sige, at dit andet slag højest sandsynligt er i en god sidevind). Lige der omkring, hvor dit drive ender, er der en indsnævring af fairway, så pas på du ikke slår for langt ud i venstre side; Det kan blive svært at nå green fra denne position, da der er træer i spil herfra. I andet slag er der chancer for at komme på green alt efter, hvor langt du er kommet frem i drivet. Green er beskyttet af en bunker, der er placeret i venstre side; Derudover er der også en temmelig sej rough, som gør dit indspil meget svært. Greenen er næsten flad, så er du først på green, er dine problemer overstået, og en birdie eller en par er indenfor rækkevidde.
Hul 17 er et kort par 3 på 121m, men det spilles som regel længere på grund af, at det oftest spilles i mod/sidevind. Det kan kræve et til to jern mere, end man skulle tro alt efter, hvor meget det blæser. Dette hul er et af de helt gode par 3 huller, da du bliver straffet, hvis du ikke finder green i første hug. Her er lidt af det sjove, du kan slå ud i: skov, træstubbe, grøfter, vand, sej rough og out of bounds, og som om det ikke er nok, har de placeret en bunker bag green. Skulle du være så heldig/dygtig at ramme green, er dine problemer ikke overstået endnu. Nej, for green er let kuperet og ikke særlig nem at læse, så skulle du komme herfra med en birdie eller en par, er der god grund til at juble.
Efter en frisk runde golf på en god, meget naturskøn og velanlagt bane, kunne man godt tænke sig noget at drikke. Det kan også godt lade sig gøre i klubbens øl og vand automat. Det er desværre ikke muligt at købe mad i klubhuset, men det kommer nok en dag. Proshoppen er ikke så stor, men har det der skal til for at have et godt udvalg. Konklusionen må være, at denne bane er en af de mange naturskønne og meget velplejede baner, som vi har i Danmark, og der er en ting, der er sikkert!! Vi kommer tilbage igen. For en bane hvor man skal tænke golf og ikke bare banke til en kugle, ja det er lige os.
|