OM FORE.DK
Forsiden
Ideen
Kriterier
Personer
Annoncering
BANER
Danske
Udenlandske
LINKS
Danske
Udenlandske
GOLF I TV
Oversigt
MAILLISTE
Tilmelding
GOLFNYHEDER
Engelske
BRUGTMARKED
Køb og salg
Debat
Debat


Få FORE.DK som startside

  > Email  >Baneanmeldelse>Fordeling af points
Simon's Golf Club

Kontaktoplysninger:

Adresse:Simon's Golf Club
Nybovej 5
3490 Kvistgård
Simon's Golf Clubs logo
Telefon:4919 1328
Telefax:4916 1328
E-mail:info@simonsgolf.dk
Hjemmeside:http://www.simonsgolf.dk
Pro Shop:4919 1674
Restaurant:4919 0422
Kørselsvejledning:Banen er beliggende middelbart nord for Helsingørmotorvejens afkørsel nr. 5. Der drejes mod Humlebæk og i første lyskryds drejes mod nord og her ligger banen på venstre side, når broen over motorvejen er passeret.
(Brug evt. KRAK til at få en rutebeskrivelse fra dit hjem til klubben)

Praktiske oplysninger:

Greenfee:Senior: kr. 450,-/600,-
Handicap-krav:Herrer: 26,1 - Damer: 25,7
Huller:18 huller + 6 hullers par 3 bane
Par:72
Længde:5832m - gul / 5029m - rød
Booking On-line?Ja
Slope / herrer:(134 gul) CR 71,7
Slope / damer:(131 rød) CR 72,6

Faciliteter:

Driving range:Ja
Putting green:Ja
Indspilsgreen:Ja
Omklædning / bad:Ja
Restaurant / kiosk:Ja
Pro Shop:Ja
Andet:
FORE.DK's samlede indtryk af banen - anmeldelsen

Fredag den 10. september 2004 om eftermiddagen besøgte vi (Lars og Jan) Simon's Golf Club. De fleste ved sikkert, at Europa Tour Turneringen Nordic Open sidste år blev afholdt på netop denne bane, og det lagde da heller ikke direkte en dæmper på vores forventninger. Jan var til stede til den pågældende turnering og havde dengang oplevet en toptrimmet golfbane i det smukkeste sommervejr. Vi vidste selvfølgelig godt, at banen ikke var sat så flot op bare, fordi vi kom forbi..... men vi regnede da bestemt med at se en fin bane. Det gjorde vi så!! Vi var så heldige at få følgeskab af formanden for Simon's GC og hans frue, hvilket vi satte stor pris på. Vi havde en meget hyggelig og informativ runde i deres selskab - tak for det. Der er ikke mange ben i at finde klubben, da der er en super skiltning, men den er jo heller ikke nem at gemme, når den ligger næsten ud til landevejen. Vejret var rigtigt godt, og det var ikke det, der var skyld i, at vi spillede dårligt. Der var ca. 22-23 grader og en lille vind, som snuppede et jern i længden, når vi slog. Ja, det var bare lidt ærgerlig, at vi begge spillede skidt, når vi besøger en af Danmarks bedste baner.

Klubhuset i Danmarks (måske!?) mest eksklusive klub er meget imponerende og smukt. Der findes store lokaler med proshop, restaurant, spikebar, omklædning og hyggelige hjørner med dybe lænestole - der kræses i den grad for medlemmer og gæster i denne klub.

Træningsfaciliteterne er i fin, fin stand og her kan du bruge timer på at forbedre dit spil. Her er rig mulighed for at træne både det lange og det korte spil på den rummelige drivingrange. Der er dog et problem på denne range. Den er ikke stor nok efter vores mening, og der er mulighed for at skabe lidt farlige situationer for spillere på par 3 banen, så pas godt på dem, når du slår din driver. I lidt grovere tilfælde kan både vejen og første hul også komme i spil, men det er nok ikke så tit, det sker. Lige bag udslagsstederne ligger der en super indspilsgreen, hvor du kan stå og træne alle kortspillets facetter i timevis. Der er ikke mindre end tre puttinggreens, og den største er nok den ved klubhuset. Alt er udført i en god kvalitet, og der er ikke meget, vi kan sætte vores fedtede fingre på.

Hul 3 er et giftigt par 4 (som desværre ligger lige op af Helsingørmotorvejen) på 345m. Umiddelbart ikke nogen skræmmende længde men både drive og indspil til den højtplacerede green er svære og krævende. Hullet er næste helt lige, og fra teestedet skal du helst sigte ned langs med højre side af fairway, da den første fairwaybunker ligger ca. 175m ude, og du skal kun flyve bolden 185m for at komme over den. I venstre side ligger en bunker ca. 210m ude, og de er såmænd begge rigeligt i spil. Fairway skråner kraftigt nedad ca. 250m fra tee, og dette vil ofte give dig et svært lie/stance på fairway. Det er absolut ikke nogle fordel at komme så langt frem, med mindre du kan komme helt ned i bunden af dalen. Dertil skal du bruge et slag på små 300m. Det optimale slag vil nok være godt 230-240m fra tee. De kortslående kan også vælge at spille frem kort af bunkers og derefter ned i dalen, for herfra er der kun 50-60m ind. Slaget til green er noget op af bakke, og du skal huske at tage højde for dette, når du vælger jern. Du skal virkelig holde tungen lige i munden, når du slår. I forkanten af den relativt store green (små 30m dyb) ligger to "grimme" bunkers, som er svære at komme ud af. Tag rigeligt med kølle - skal du noget her, skal du være lang af pinden. Greenen er let kuperet og volder ikke de store problemer. Den kan dog godt drille lidt, når du læser den, men hvis du ellers tager det roligt, skal det nok også gå. Det sværeste på hullet er helt klart slaget til green, og alt i alt er dette hul en stor udfordring at spille. En par er en fin, fin score.

Hul 5 er et brag af et par 4 på hele 385m med adskillige faremomenter. Dette lange og åbne par 4 har en svag dogleg til venstre, og drivet går lidt op af bakke. I perfekt drivingafstand ligger hele tre fairwaybunkers, to i højre og én i venstre side. De to i højre ligger henholdsvis ca. 215m og 235m fra tee, og den i venstre ligger ca.190m ude og for at komme over den, skal du flyve din bold omkring 205m. Det perfekte drive slås med en lille draw, og det må gerne være et langt et af slagsen!! Kommer du forbi bunkerne, er der nemlig god plads til, at bolden kan rulle, og så har du kun et kort jern ind. Det vigtigste er dog at ramme fairway, da roughen generelt er meget sej og saftig på de 18 huller på Simon's. Brug hellere tre slag på at komme på green, i stedet for at satse for meget på at komme på i regulation. Du skal dog spille så tæt på de to bunkers i højre side, som du tør, da fairway skråner lidt mod venstre side. Dette gør, at hvis du rammer lidt til venstre for midten af fairway, vil bolden rulle ned i et ret trælst rough område, og herfra kan du ikke nå green. Slaget til green hører nemlig heller ikke til blandt de letteste. Greenen er langstrakt og ligger lidt på tværs af spilleretningen, og den bliver derfor temmelig svær at ramme. Hele vejen rundt om greenen, som ligger neden for bakken hvor 6. teested er placeret, er roughen et kedeligt sted at være. Pas på ikke at lande på bakken, hvilket kan give dig et forfærdeligt leje og et meget svært chip. Hullet er endvidere krydret med en svær og meget grim greenbunker i venstre greenforkant, og her er det måske bedre at være end i roughen, hvis du altså skulle være så uheldig at misse green. Selv kort af green er heller ikke nogen god ide, da det vand, der ligger 25m før den, godt kan komme i spil. Slår du lige kort af green, får du et vanskeligt indspil op af bakke, så ram skiven første gang. Green er uden de store vanskeligheder og ret lige til, så en bogie er god, men en par er super. Hullet er virkelig lækkert og en fornøjelse at spille - selv om det er hulens svært.

Hul 9 er et sjovt hul at spille, selv om der er en hel del vand i spil fra tee. Hullet er et par 4 på 344m, og du skal tænke dig rigtigt godt om, inden du sender en bold af sted fra teestedet. Prøv bare at spørge Thomas Bjørn om hans erfaringer med dette hul...!?!? Hullet er helt fladt, og du kan se, hvad der venter dig, men der er flere faktorer, du skal tage i betragtning, når du vælger våben fra tee. Vandet ligger i højre side og er sådan set i spil fra 80m efter teestedet og frem til der, hvor vandet krydser fairway. Det sker i en afstand af præcis 221m fra tee (efter Baneguiden)! I venstre side ligger to fairwaybunkers henholdsvis ca. 165m og 190m fra tee, og fra disse står du med et noget kun vanskeligt slag til green (over vand...). Du skal altså beslutte, om du skal (kan!?) flyve bolden mindst 225m over vandet, eller om du skal spille kort ... For de fleste er valget let nok, men du skal så være sikker på ikke at slå for langt, for hvis du har medvind (og fairway ellers er tør), så kan du let havne i vandet alligevel. Det gælder om at komme så tæt på vandet som muligt (uden at havne i det) og om at få så kort en slag som muligt til green. Bestemt ikke nogen let opgave, men det perfekte slag er nok ud i midten af fairway med et langt jern eller en lille wood. Greenen er lang, kuperet, relativ smal og omgivet af sej rough, så værsgo og slå. Her du slået helt frem til vandet, er der ikke mere end 100-120m til green, så det burde ikke være et problem at ramme den. Green er lang, og du kan godt få dig et langt put, hvis du ikke er præcis med dine jern. Hullet er med ret enkle midler gjort til et spændende og strategisk golfhul - skønt design.

Simons Golf Clubs omtalte 10.Hul 10 er nok det mest omtalt par 3 blandt de 18 huller på Simon's, og det rummer en ret høj sværhedsgrad. Dette skyldes ikke kun længden, som er 169m, men det fact at hullet ofte spilles i stærk vind (det ligger helt åbent), og så skal slaget i øvrigt slås over vand (hvis du altså vil på i regulation). Der findes et bailout område, hvor du kan spille ned og sikkert komme på i to slag - men hvem har lyst til at spille med hovedet på et par 3!? Slår du den direkt linie mod green, er der godt 125m for at komme over på den tørre side. Det er svært at ramme den brede men ikke ret dybe green, som for resten hælder ret kraftigt ned mod vandet. Hvis du havner over green eller til højre for, står du med en giftigt chip ned af bakke, og det er vel de færreste, som bryder sig om det. Hullet skal spilles med en del mod og kræver, at du kender dine længder ret præcist, da du ellers hurtigt kan skyde forbi målet (læs: havne i baljen/roughen). Den svære green giver muligheder for nogle rigtig slemme pindplaceringer, som kan give selv den bedste putter grå hår i hovedet. Dette er et specielt par 3 hul som bør nydes, uanset om du scorer en bogey, eller det der er værre. Super par 3.

Hul 12 er et par 5 på kun 446m, som både er let og svært på samme måde ... Hvordan kan det nu lade sig gøre, spørger du sikkert allerede dig selv. Hvis du spille hullet hovedløst og bliver for grådig, så er hullet svært, og du kan risikere at blive straffet hårdt. Hvis du derimod planlægger dit spil af hullet seriøst på teestedet, vil du opleve, at dette smukke hul er blidt og venligt som en kvindelig golfer....(sikke da noget at skrive). Hullet SKAL spilles med tre slag til green efter vores mening - alt andet er for risikabelt. Det sikre er at spille kort af de tre fairwaybunkers, som ligger i henholdsvis højre side med en ca. 215m ude og to i venstre side ca.180m og 210m ude. Herfra kan det dog godt lade sig gøre at komme på i to, men det er ret risikofyldt, da green er beskyttet af både bunkers, sej rough og out of bounds. Slår hellere et layup ud over bakken frem til din favorit-wedgeafstand, men du skal naturligvis passe på vandhazarden, som krydser fairway nedenfor bakken i en afstand fra 150-100m før green. Der ligger også en lang række fairwaybunkers kort før green, som du virkelig skal passe på, hvis du vælger at spille helt tæt på green med dit layup. Greenen er stor, og står du med en wedge, kan du godt slå bolden tæt på pinden. Hvis du spiller hullet "korrekt", står du med én af banens måske bedste birdie muligheder. Du skal virkelig slå et brag af et drive for at komme ud over bakken, og da dette slag er totalt blindt, er det ikke noget du skal forsøge, med mindre du er hcp. 1-2 stykker og slå meget langt. Green er ret kuperet, og du skal her vise, at du en god putter, hvis du ikke er kommet tæt på pinden i dit indspil. Hullet er alle tiders og tilbyder både spænding, kvalitet og morskab. Jamen, det er jo hele tre ting på én gang .....

Hul 18 er et par 5 på 464m, og til Nordic Open bød dette på alt fra albatros (til Robert-Jan Derksen) og til "store"-bogeys. Til daglig byder det nu også på masser af drama for os almindelige golfere, og du kan glæde dig meget til at spille dette hul. Du må gerne trykke lidt igennem med driveren, der er nemlig god plads i landingsområdet. Hullet har en stærk dogleg til venstre, som starter ved ca. 210m fra tee. Der er ca. 190m og 220m til de to bunkers i højre side af fairway, og dem skal du absolut ikke i. Hvis du kan slå dit drive med en lille draw, skal din sigtelinje være lige til venstre for de to fairwaybunkers i højre side. Dermed er du på rette kurs og står måske med en mulighed for at gå efter green i to. Ønsker du at forsøge dette, skal du slå en god spoon eller et langt jern, alt efter hvor langt dit drive har været naturligvis. Du skal krydse vandløbet, som snor sig smukt og rislende tværs over fairway ca. 55-60m før green. Landingsområdet før green er meget lille, og da greenen samtidig er smal, er der ikke meget plads til at slå et skævt slag. Heller ikke en hook, som vil bringe din bold i søen til venstre. Det er for den sags skyld heller ikke det sjoveste at misse greenen højre om, da du derved står med et svært chip ned af bakke mod vandet!! Lyder det for skræmmende, så spil kort og brug tre slag til at komme på green. Hvis du laver et lay-up, skal du være påpasselig med ikke at slå dit andet slag i vandet, som ligger lige kort af green. Her skal du vælge at lægge dig i den afstand, du har det bedst med, og altså ikke for tæt på green. Hvis du har slået to gode slag, kan du sagtens komme så tæt på pinden i dit indspil. Dette kan give dig en god birdie mulighed, men vi kan godt forstå, hvis du føler dig fristet til at prøve det "farlige". Det gjorde vi, og vi blev belønnet med to gode birdies (Jan havde et eagleputt på små 4m, og Lars holede et birdieputt på ca. 2m). Alt i alt en sjov og meget tilfredsstillende afslutning på en spændende og ikke særlig velspillet runde (fra Lars og Jan's side!). Hullet er super flot og indbydende, og udsigten over de omkringliggende huller og klubhus er ganske enkelt formidabel.

Det var en stor oplevelse at spille de 18 huller på Simon's Golf Clubs anlæg, og banen hører helt klart til blandt de bedste i vores lille golfland. Banen er i meget fin stand med faste og lynhurtige greens, supergode fairways og en "led" rough. Det eneste kritikpunkt er bunkers, som ikke helt lever op til resten af banens standard. De var meget uensartede - nogle var hårde med meget lidt sand i, og nogle var bløde som smør med alt for meget sand i. Bunkers er fint lavet, men det er ligesom om, der er noget galt med sandet!? Vi var i mange bunkers på de forskellige huller, så vi mener, at vores observationer er repræsentative. Der var tilgengæld ikke mange småsten i sandet, og det er jo sådan det skal være. Proshoppen er rigtigt god indrettet, og der mangler ikke noget. Priserne er ok og ikke så dyre, som vi havde hørt. Restauranten er meget fin, men det er priserne også, men hvad kvalitet og pris følges normalt ad, og det er så tilfældet her. Det skal også nævnes, at de skal til at udvide med ni nye huller, som skulle stå færdig i år 2006. Som helhed er det et meget imponerende golfanlæg, som findes i Simon's Golf Club, og enhver golfer, som elsker spillet og nyder smukt anlagte baner, må på et eller andet tidspunkt besøge klubben. Vi har i hvert fald klubben liggende højt på vores liste over baner, vi gerne vil besøge igen igen igen igen igen....... Denne bane skal opleves. Kom bare af sted - og ehhhh - god tur!!!

FORE.DK's fordeling af golfbolde (points)
Banens beliggenhed: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens harmoni: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens hulforløb: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Fairways: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Bunkers: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Greens: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Variation: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Sværhedsgrad: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Faciliteter: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Golfbolde (point) i alt: 41 Golfbolde - max 6 pr. kategori af 54 mulige
>Email  >Baneanmeldelse >Fordeling af points
English version
Under construction
 
 
27.06.10
Smukke Ærø - prøv Ærø Golf Klub.
 
11.09.09
Fantastiske Spanien - prøv Emporda Golf Resort.
 
 
 
 
 
 
 

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!

FORE.DK - Copyright
Opdateret d. 26.10.2004 webmaster