Lørdag den 17. april tog vi for alvor hul på sæsonen 2004 med vores første banebesøg. Det tapre testhold, som denne gang bestod af Lars og Jan, begav sig kl. 07.45 mod Skive Golfklub for at spille en runde golf. Vi havde på forhånd hørt meget blandede udtalelser om denne golfbane, og vi var derfor meget spændte på selv at udforske de 18 huller i denne skønne del af Danmark. Banen i Skive består af 9 "gamle" huller fra 1973 samt 9 nye huller, som blev taget i brug 2003. Banen ligger i et let kuperet landskab med enkelte vandhazarder i spil. De nye huller ligger ovre på den anden side af hovedvej 26, som går mod Mors. Disse huller er meget åbne, og her kan vinden rigtigt få fat i din bold. Der er godt nok plantet en hel del træer, og om 10-15 år er de sikkert ikke ret sjove at spille ind imellem. Når du ankommer til klubben, foregår det af en lidt snørklet vej, som heldigvis er godt afmærket, så du let kan finde vej. Vejret var som sædvanligt rigtigt godt den dag, vi spillede banen. Vinden var svag til jævn, men det var lige nok til, at vi skulle tage et halvt til et helt jern mere, når vi spillede ind i den. Temperaturen var omkring 16-20 grader, og det var en meget behagelig dag til at nyde en runde golf.
Træningsfaciliteterne i Skive er lidt beskedne, men der sker ting og sager i den kommende tid. Der er ved at blive bygget et nyt "hus" med et antal overdækkede pladser, så du kan stå i tørvejr og slå bolde. Denne konstruktion bliver flot at se på og meget brugervenlig. De eksisterende slagmåtter er meget bløde og ikke specielt gode at slå fra - specielt ikke hvis du hører blandt dem, der slår meget ned på bolden (ikk' Lars!!). Der findes en række mål at slå efter på drivingrangen - disse består af nogle flag og nogle chippingnet. Problemet her er, at der ikke står nogen afstande på de enkelte mål, og det kan derfor være svært at træne effektivt, hvis du ikke i forvejen er bekendt med disse afstande. Drivingrangen ligger tæt op af hul 1, (som ligger op langs venstre side), og hul 18 (som ligger op langs højre side). Der er dog ikke umiddelbart nogen vanvittig stor risiko forbundet med placeringen af disse huller i forhold til drivingrangen, men vær alligevel forsigtig når du spiller disse og hold et vågent øje med golfere på rangen. Umiddelbart ved siden af drivingrangen ligger en lille øvebunker med tilhørende green. Denne er ganske udmærket til formålet og samtidig fyldt med noget godt sand. Puttinggreen ligger lige ved siden af klubhuset og tæt ved første tee, så det er let at se, hvornår du kan komme ud at spille. Der er ingen tidsbestilling, så der arbejdes efter boldrende. Puttinggreen er stor, og du har gode muligheder for at træne både korte og lange putts. Den ene del af greenen er næsten helt flad, og den anden del er kuperet, hvilket giver mange muligheder for at træne alle typer af putts. God detalje som giver dig lyst til at træne denne vigtige del af golfspillet. Græsset bar selvfølgelig præg af, at det stadig er tidligt på sæsonen, men bolden løber alligevel jævnt og ganske hurtigt!! God puttinggreen...
Lad os komme ud på banen... Hul 1 på banen er et næsten helt lige par 4 på 348m uden de store forhindringer i drivet. Dog skal det lige nævnes, at der er out of bounds langs med hele højre side af hullet og en fairwaybunker ca. 180m fra teestedet. I venstre side er der træer og et ret tæt krat, som vi absolut ikke vil anbefale dig at spille ind i. Det vigtige her er at komme ud i midten af fairway, så du har den optimale position til andet slaget. Indspillet til green er ret tricky, og det er allerede her, du skal vise, om du er skarp med dine jern. Oppe ved green er der to bunkers, som beskytter, og skulle du havne i en af dem, får du brug for alle dine evner udi bunkerspillet. Vi vil gerne her slå fast, at bunkerne på denne bane er rigtig gode - sandet er blødt, men bunden af bunkerne er fast, og dette giver en perfekt kombination. Frygt ikke hvis du skulle besøge en bunker hist og her, for hvis din teknik er i orden, så skal du nok komme fornuftigt ud. Greenen på dette glimrende åbningshul er ret tricky at putte, og dette er også karakteristisk for de fleste greens på denne bane. Mange er ret kuperede, mens mange også har små fald, som er svære at læse. Du skal virkelig være skarp med putterne lige fra første "fløjt" på banen her - lige som vi godt kan lide det...!! Der var jo ikke nogen, der sagde, at det skulle være let, vel!?
Hul 4 er et rigtig dejligt par 5 på 473m med vand i spil i højre side, når du skal drive. Små 190m fra teestedet krydser en lille grøft fairway, og du skal slå et solidt drive for at komme over denne - specielt hvis vinden er lidt imod. Grøften løber ud i en lille sø, som ligger i ca. samme afstand i højre side af fairway. Denne lille sø begynder ca. 150m fra tee og er kun i spil, hvis du vælger at spille kort af grøften. Der er god plads i landingsområdet, så du kan roligt trykke lidt til driveren - der ER plads til en skævert. Når du så har klaret den første forhindring, kommer du til den næste... Hullet har en svag dogleg venstre, som begynder ca. 160-180m fra green, og her gælder det om at placere din bold helt præcist for at give dig den bedste indgang til greenen. Der er træer på begge sider i denne afstand, og du kan let blive lukket lidt inde her. Den bedste løsning er måske at kalkulere med et lidt længere tredje slag i stedet for at satse på at komme for langt frem med dit lay-up og risikere at komme ind blandt træerne. Du kan selvfølgelig også "bare" slå efter green med en lille draw i andet slag med en wood eller et langt jern... yeah right. Greenen er beskyttet af to bunkers, som begge ligger på højre side, hvor den ene er i forkant, og den anden ligger fra midt og til bagkant. Greenen er halvsvær at putte, da den er i to plateauer og har nogle fald, som ikke er til at læse. Så en par på dette hul er en fin score - snup den og skynd dig videre til næste hul.
Når du kommer til hul 8, står du overfor en interessant beslutning. Hullet er nemlig kun 241m langt, snorlige og lidt op ad bakke. Her er der mulighed for at gå efter greenen med driveren, MEN tænk dig godt om, inden du hiver titaniummonstret frem af bag'en. Hullet er ret smalt og med out of bounds hele vejen langs med venstre side af fairway, så der skal ikke et ret stort mishit til, før du er i problemer. Det er relativt ufarligt at miste bolden til højre, men vær klar til at råbe FORE - 16. tee ligger tæt på greenen. Yderligere er det ikke særligt spændende at spille fra området omkring 16. tee, da der er en meget saftig rough og nogle lidt vanskelige stances, som du skal arbejde med, når du skal slå din bold over mod green. Denne har i øvrigt out of bounds bag sig, når du kommer ovre fra 16. hul. Umiddelbart foran green ligger to bunkers, som du kan risikere at løbe i. Den ene ligger på langs foran, og den anden ligger i højre forkant og op til midten af green, men der er lidt plads mellem dem, så din bold godt kan løbe uhindret ind på green. Dette kræver dog en god portion held, og det er nok de færreste, der kan flyve bolden helt op på green, og så nå at stoppe den, inden den løber af og ind i en sej rough, som er bag green!!! Den kloge golfer vælger at slå ud med et mellem eller et langt jern, og så står du kun med en wedge eller et sandjern til green. Der er mange måder at få en birdie på, men vi kunne ikke finde ud af det... hmm. Lars var da tæt på i det mindste. Han drivede bolden i bunker og missede derefter en god meter for den ønskede birdie. Surt show. Dette hul er rigtigt sjovt at spille, og der er rig mulighed for et godt lille drama her. Glæd dig!!
Det kan du også (altså glæde dig) til det næste, nemlig hul 9 som er et langt par 5 på hele 495m og ned af bakke fra ca. 250m og ned til green. Nu er vi kommet over til de nye huller, som strækker sig fra hul 9 til og med 15. Fra teestedet er der en fin udsigt over det omkringliggende landskab, så stop lige op i 30sek., tag en mundfuld frisk luft og nyd naturen. Drivet er halvblindt, og du kan lige skimte, at der ligger en stor fairwaybunker i højre side. Samtidig er der plantet en hulens masse træer og buske, som nok skal blive sjove at lege med, når de bliver store. Hullet er generelt ret smalt af et par 5 hul at være, og der er out of bounds hele vejen til greenen i venstre side. Hold derfor dit drive ned langs højre side af fairway for at være på den sikre side, men pas selvfølgelig lige på bunkeren, der ligger ca. 200-220m fra tee. Det med at fedtspille kan ikke lade sig gøre på dette hul, så frem med driveren og stik den en på flæsket. Dit andet slag er blindt, da du slår ud over en bakke og ned mod green. Igen er det mest sikkert at holde lidt til højre på fairway, og der er gode muligheder for at komme langt frem pga. bakkens hældning. Efter vores mening er det ikke nogen god ide at slå efter green i andet slag, da der er for mange farer dernede. I stedet vil et lay-up til din favoritafstand være super. Tror du, at det sværeste er overstået? Så tro om igen!! Slaget til green er den helt store udfordring på dette simple men meget spændende hul. Der ligger traditionen tro et par bunkers til at beskytte green - én foran til højre og én stor umiddelbart bagved green. Derudover løber der et lille vandløb bagom og lidt til højre for green og ikke nok med det - slår du over vandløbet, er der out of bounds!! Som du nok kan fornemme, er approach slaget MEGET svært her. Ikke desto mindre lå ingen af os mere end ca. 2m fra hullet - skønt, når det lykkes bare en gang imellem, ikke!? Vi gik derfra med en solid par til Jan og en lille pipfugl til Lars, så det styrkede selvtilliden lidt efter et par tvivlsomme præstationer på de foregående huller. Som sagt er hullet enkelt i sin konstruktion/design, men rummer masser af udfordring og spænding. Super par 5 hul, synes vi.
Banens hul 11, som er blandt de senest anlagte, er et lidt spøjst hul. Hullet er et kort par 4, og det er ikke de 321m, der gør det svært. Det gør tilgengæld vandløbet, som løber langs med højre side samt out of bounds, som afgrænser hullet i både højre og venstre side. Der er flere muligheder for at spille hullet, hvor den sikreste løsning er at følge fairway. Det gør du lettest ved at slå et langt jern eller en wood ud i dogleggen. Du skal dog passe på, du ikke slår igennem fairway, hvor der ligger en bunker godt 240m ude til at snuppe de bolde, der er slået lidt for aggressivt. Du skal også passe på de bunkers, der ligger i venstre side af dogleggen, hvis du har planer om at skære den lidt. Du kan også prøve at skære lidt længere ind over hjørnet, ca. midt mellem 14. green og bunkers (hullet har en dogleg til venstre på næsten 90grader), og derved give dig selv et kort slag (ca. 50m) til green. Dette kræver dog, at du er præcis med din driver og kan flyve den ca. 210-220m. Yderligere er det måske også nødvendigt med lidt mod og dumdristighed, da du skal flyve din bold hen over et out of bounds område, hvor du ikke se, om den bagefter er i spil Andet slag er til en green, der ligger højt i forhold til fairway, og du gør klogt i at tage et jern ekstra, når du slår dit andet slag. Der er nemlig langt op til pinden, når du står i bunden af fairway (højdeforskellen er ca. 12-14m). Følger du fairway, så hold så langt til venstre som muligt - dette kan spare dig nogle meter. Er du endelig på green, er dine vanskeligheder ikke overstået endnu, da den på dette hul er rigtig ond med en meget kraftig hældning fra bagkant og nedefter. Står pinden kort, og har du været så "dygtig" at ramme bag i green, venter der dig et mareridtsagtigt put nedad bakke. Hvis du er rigtig uheldig og putter for hårdt, kan du hente din bold 50m nede af fairway!!! Udfordrende ... jovist. Skulle du være så heldig eller dygtig at rende fra hullet med en par, har du helt klart gjort det godt her, og du kan nu gå over på 12. tee med et lille smil.
I Skive slutter du af med to par 5 huller, og det bedste af dem er efter vores mening hul 17. Med sine bare 465m virker det ikke umiddelbart afskrækkende men vogt dig - Det er slet ikke så let. Drivet fra teestedet (som er højt hævet over fairway) er blindt, og du kan ikke se dit landingsområde. Det er vigtigt at holde til højre med sigtelinien, da der er slem rough langs med venstre side og en grøft til at æde din bold. Der løber også en grøft langs med højre side af hullet, og denne begynder neden for bakken og går det meste af vejen op til green. Yderligere er der en lille sø i højre side, som også er en del af forhindringerne på dette hul, ligesom de to træer som de nok har glemt at fjerne, da de lavede fairway. Ja, og så står de næsten midt i fairway og driller dit lay-up. Ikke flinkt gjort!! Har du slået "en af de store", kan det godt betale sig at forsøge at nå green i to slag. Der er plads til en smutter, men pas godt på de tre bunkers som beskytter green. To foran - en i hver side, og den sidste ligger i venstre bagkant. Hvis du vælger at lægge op, er det vigtig, at du får lagt bolden på din favoritafstand, da dit lay-up ikke er andet end et mellem til langt jern. Tredje slag burde ikke være mere end et kort jern elle et lille vip med et sandjern, så du skulle kunne komme tæt på pinden. Dette er et oplagt birdie hul, hvis et sådant findes, og du kan roligt satse lidt på dette hul. Nogen gange kan det godt betale sig at angribe lidt, og det er tilfældet her. Nøglen er drivet og derefter andetslaget, hvis du lægger op. Greenen er lidt tricky, men en par er et must på dette hul på trods af vanskelighederne fra tee.
En runde golf på banen i Skive er en god oplevelse. Som vi skrev i indledningen, så havde vi hørt meget forskelligt om banen (også negativt), men vores indtryk er som helhed positivt. Banen ligger i et flot landskab, og der er mange spændende og udfordrende huller at teste dig selv på. Sværhedsgraden er måske ikke så høj, men det behøver den jo heller ikke være for, at man kan have en sjov dag på en golfbane. Til gengæld er det meget vigtigt, at du spiller med præcision og samtidig vælger de rigtige våben fra teestedet. Banen er i ok stand (husk at vi er tidligt på sæsonen) med smaddergode bunkers og fine greens. Fairways var lidt langhårede men tætte og jævne. Inde i klubhuset kan du finde smagsprøver fra det kendte lokale bryghus. Det skal du huske at udnytte sammen med et udmærket udvalg af gane-guf til fornuftige priser. Proshoppen er lille, men den har det, der skal til, til absolut konkurrencedygtige priser. Samlet set er det en hyggelig klub at besøge, og vi er ikke blege for at anbefale et besøg, hvis du alligevel kommer forbi en dag.
|