| Jeg (Lars) fik i det tidlige forår en enestående mulighed for at komme til at spille et par af Europas bedste baner, og det kan man jo ikke bare sige nej tak til!! I weekenden den 12.-14. april 2002 gik turen til Sverige for at besøge og spille Barsebäck Golf & Country Club. Dette verdensberømte anlæg består af to kanon baner, nemlig Old Course og New Course (også kaldet Donald Steel Course). Begge baner ligger tæt ved Øresund og er selvfølgelig kendt for at have huset Europa Tour turneringen Volvo Scandinavian Masters fem gange. Desuden
skal den kvindelige pendant til Ryder Cup, Solheim Cup afholdes her i 2004. Man kan da kun glæde sig, når man sidder i bilen på vej mod dette golfmekka.
Hele anlægget emmer af golfhistorie, og selv om klubhuset og de tilhørende bygninger er ganske beskedne i udformning, får man hurtigt indtrykket af, at dette sted er noget ganske særligt. Personalet er venligt og imødekommende, som svenskere er flest, og man føler sig virkelig godt tilpas på området. Vi boede på selve anlægget i et af de mange feriehuse, der udlejes, (Järavallen) og der mangler ikke noget nogen steder. Husene er velindrettet og meget hyggelige at bo i. Det kan klart anbefales, hvis man vi spille et par dage på stedet.
Træningsfaciliteterne er gode i Barsebäck, og det skal de selvfølgelig også være. Drivingrange er overdækket med gode udslagsmåtter, og der findes en lang række afstandsmål og flag, du kan slå efter. Range er måske ikke så voldsomt stor, som du kunne forvente på et sådant sted, men den er af en god kvalitet. Der findes desuden et golfakademi på stedet, så du kan få finpudset dine færdigheder. Puttinggreen er stor og LYNHURTIG. Selv om det var tidligt på sæsonen, og græstæppet var lidt slidt og med enkelte bare pletter, så rullede bolden helt fantastisk, og du kan virkelig få trænet din putter på denne green. Her kunne jeg gå en hel dag, hvis det skulle være!!
Her får du beskrivelsen af Old Course - vil du se beskrivelsen af New Couse, så klik her.
Når du indtager 1. tee på denne bane, så står du samtidig på det første hul på den bane, der spilles på til Scandinavian Masters. Hvis du siger dette til dig selv, mens du tager dine prøvesving, så går der altså et gys igennem kroppen, og det er et helt specielt øjeblik for en golfspiller. Det er altså stort.
1. hul er et kort par 4 på 295m med nøgle 16 (alle mål fra gul tee), og dette hul giver dig en god fornemmelse for, hvad der venter dig på denne bane. Med høje træer på begge sider af fairway vil jeg anbefale dig at slå et langt jern ud for ikke at komme i karambolage med den træklynge, der griber ind på fairway i højre side ca. 220m fra teestedet. Kommer du ind bag disse, så har du afskåret dig selv vejen til den let kuperede green, som er beskyttet af en dyb bunker i højre side. Kan du placere dit drive i venstre side, har du en optimal indgang til green, og en par bør ikke være langt væk. Kanon hul at begynde runden med, og det bliver bare bedre og bedre herfra.
4. hul er et fremragende par 5 hul på 465m og med en svag dogleg venstre. Der er forhindringer nok på dette hul, som ligger åbent i landskabet, bla. fairwaybunkers i begge sider ca. 180m fra teestedet samt en langstrakt vandhazard i højre side. Indspillet til green er vanskeligt pga. 3 bunkers og greenens placering tæt på skovkanten. Et svært par 5, hvor man skal være glad for sin par.
8. hul er igen et par 5, som har nøgle 2 på scorekortet, og det er fuldt berettiget. Drivet er svært, da hullet ligger helt op ad skovkanten langs højre side, og den mindste slice vil sende dig i alvorlige vanskeligheder. Hullet er helt lige, indtil du nærmer dig green, som er lidt gemt i et lille knæk til højre. Du skal derfor forsøge at placere dit andetslag i venstre side af fairway for at få den optimale indgang til den forholdsvis lille green. Hullet er hul 5 på Scandinavian Masters banen og et lækkert par 5.
11. hul er et af banens smukkeste og mest markante huller. Hullet er et par 3 på 145m, hvor du står på et højt placeret teested og slår ned til en green, som er beskyttet af en lille sø, der ligger mellem tee og green. Bolden skal altså flyves hele vejen, og da du slår direkte ud mod Øresund, afgør vinden i særdeleshed køllevalget. Da vi spillede hullet, var der ingen vind af betydning, men en stiv modvind kan bringe lange jern og endda woods i spil!! Hullet er et af de bedste par 3 huller, jeg endnu har set og er samtidig 8. hul på Scandinavian Masters banen. Husk at nyde den gode udsigt over Øresund.
Du kommer dog endnu tættere på vandet på de næste tre huller, som alle er med på Scandinavian Masters banen. 12., 13. og 14 hul ligger helt nede i strandkanten og er i den grad påvirket af vinden. 13. hul er et langt par 4 på 375m og er banens sværeste på scorekortet. Fra back-tee er hullet 410m og et rigtigt "ondt hul". Der skal to gode slag til for at
komme på green i regulation, og en par her vil føles som en birdie. Hvis du ikke rammer fairway, har du problemer for den stive "strandrough" er svær at slå fra og kræver stærke underarme.
Med 16., 17. og 18. hul er du igen inde i skoven, og specielt de to sidste huller kan volde problemer. De er begge dogleg venstre huller, og du skal udover at slå et LIGE teeshot placere bolden perfekt for at kunne nå green uden problemer. 17. hul er et par 4 på 360m og 18. hul er et par 4 på 325m og begge kræver, at du holder fokus lige til det sidste slag. To virkelig gode afslutningshuller.
Old Course er en stor oplevelse både natur- og golfmæssigt. De 18 huller er en skøn blanding mellem skov/parkhuller og mere åbne huller med 12., 13., 14., som helt unikke. Greens er generelt lettere kuperede, men de er "true" og rigtig gode at putte på. Banen er ikke let, men den giver alle uanset niveau en fair chance for at spille til sit handicap.
Med hensyn til anmeldelse af proshop, restaurant mv. henviser vi til New Course.
|