| Lørdag den 16. juni 2001 ankom vi (Lone, Jan, Rikke og Jens) til Genova, hvor vi havde fundet et lille hotel, som vi skulle bo på de næste fire dage. Mandag den 18. juni var sat af til at spille golf. Det blev der også, men ikke der hvor jeg først havde planlagt. Det skulle nemlig have været i Golf Club Rapallo, som ligger ca. 30 km syd for Genova. Da vi nåede frem, kunne vi godt se, at der var mange af de dyre biler på p-pladsen, så vi smed vores helt nye Skoda Octavia lige ved siden af en ny Jaguar og en Porsche 911. Jeg gik over for at skrive mig ind!!! Men nej - for der var match, så den gik ikke (husk at ringe inden du kører hjemmefra). Jeg ringede i stedet til Garlenda Golf Club for at høre, om der var mulighed for at spille, og det var der efter kl. 14.00. Så kørte Lone og jeg mod Garlenda, som ligger mellem Genova og Monaco. Da der var ca. 10 km igen og klokken viste sig kun at være 12, bestemte vi os for at spise middagsmad i byen Albenga, hvor vi indtog de lækreste pizzaer, man kan tænke sig. Efter maden kørte vi op til
klubben, hvor der mødte os et meget smukt syn; nemlig klubhuset, som er utroligt flot, og som har alt hvad der er nødvendigt for at behage en golfer. Der er også noget for hans kone, der ikke spiller golf. Hun kunne spille tennis, fodbold eller gå i pølen. Vi skrev os ind, og jeg gik op og begyndte min opvarmning.
Drivingrangen er fantastisk god. Her er tale om en range, der har 15-20 overdækkede udslagssteder med gode måtter, og her spilles med hvide titleist rangebolde, og de er altså noget nemmere at følge i luften end gule. Rangen har gode afstandsmarkeringer, som er lette at se, og rangen er lang nok til selv de længstslående. Desuden er rangen udstyret med net i begge sider for at fange de vilde slag. Til venstre er første fairway; til højre er pølen samt en fodboldbane. Puttinggreen ligger lige mellem klubhuset og rangen, har den rette størrelse og er endvidere af meget god kvalitet.
Starten er dejlig blød. Du lægger ud med et par 4 på 288m dogleg højre med out of bounds i højre side (rangen). Hullet er ikke svært, da det ikke kræver et langt drive, men et langt jern ud i midten af fairway. Green er beskyttet af en halvstor bunker, men ellers ikke nogle problemer.
Hul 3 er et par 5 på 460m. Det lyder ikke af ret meget, men det er det!!! Drivet er ganske spændende, fordi du står 20-30m over fairway, som skal rammes. Det er meget vigtig, at du kan koncentrere dig, når du skal drive, da det ikke er unormalt, at der kommer biler, lastbiler, traktorer og busser forbi. Nej, det er der ikke noget unormalt i!!! Næ, men du skal slå hen over dem og videre over en 30m bredt flodleje og først efter 90-100m kommer fairway. Det skal dog siges, at de har gjort alt, for du ikke skal ramme køretøjerne på vejen, men de er ikke ude af spil. Derudover er der out of bounds i højre side, som næsten ikke kommer i spil, men det gør træerne i begge sider af fairway. I andet slag skal bolden flyves 220-240m kraftig op af bakke for at nå green. Så glem det og lav et godt layup i stedet for, men pas på bunkeren midt i fairway. Greenen er meget lang og smal og beskyttet af en bunker i hver side, så hvis du kommer fra dette hul med en score, der er bedre end dit handicap, har du gjort det godt her.
Hul 9 er et par 4 på 385m dogleg venstre, hvor drivet er meget vigtigt, for det skal helst ligge i midten eller lidt i venstre side af fairway. Pas på de to fairwaybunkers - der er en i hver side. Skulle du komme til at slå bolden ind i træerne, som er på begge sider af fairway, skal du passe på, at du ikke finder den fairwaybunker, der ligger 50-60m før green. Er du kommet på green i to eller tre, er der ikke flere problemer, da green ikke er særlig svær, så en par eller måske en birdie er ikke udenfor rækkevidde.
Hul 13 er et par 3 på 189m og er ikke et af de nemmeste, jeg har spillet. I dit udslag skal du hen over det flodleje, som også er i spil på hul 3. For at komme over flodlejet skal bolden flyves ikke mindre end 130-140m for ikke at være stendød. Her er det godt at kunne styre en wood eller 2-3 jern. Greenen er ikke særligt godt beskyttet, da der kun er en
bunker, og den ligger bag green, men hvorfor også beskytte en green, der er hævet en halv til en hel meter over fairway. Er du på green, er dine problemer ikke overstået endnu, da den absolut ikke er flad, men hælder kraftigt. Det er vigtig at lægge bolden rigtigt, så du skal putte op ad bakke. En par eller bogie vil være en god score her.
Hul 17 er et par 5 på 461m dogleg højre med vand i andetslags afstand. Drivet er ikke så svært, men skal helst være lige og ligge tæt på de to bunkers, der ligger i højre side ca. 200-230m ude. Skulle drivet smutte, er der sej rough og en hel del træer, som står i vejen. Skulle du komme i problemer fra teestedet, er der et bredt layup område ca. 100-130m fra green, men pas på du ikke slår for langt, da der er vand ca. 100m fra green. Spil med fornuft og læg sikkert op. Har du mulighed for at gå efter green i to, skal du bare vide, at der er en stejl skrænt ned af bakke, og så vidt jeg husker også out of bounds bag green. Derfor - tænk to gange før du slår. Indspillet til green er ganske problematisk, da der er tre bunkers i forkant af green; en foran, en i venstre og en i højre, og så er der jo også lige skrænten bag green. Præcision er nøglen på dette hul, og har du denne gave med i baggen, så er birdie eller par inden for rækkevidde
her.
Hul 18 er et par 4 på 318m dogleg højre og er iørigt et rigtigt godt afslutningshul, hvor næsten alle de kvaliteter, der skal være på et golfhul er med. Teestedet er hævet ca. 30m over fairway og har en smuk udsigt over hullet. Drivet er rimeligt let og uden de store problemer, selvom der er out of bounds i venstre side. Her er det ikke nødvendig at slå driver, for det kan sagtens være nok at slå et langt jern eller en lille wood. I udslaget er der igen lavet den lille detalje med at slå ud over en lille vej - denne gang er det vejen, som går op til klubhuset. Andet slag er et kort jern ind til en green, der er beskyttet af en bunker i højre og en bunker i venstre, som også dækker ind foran green. Er du på green i to, er der store muligheder for at komme herfra med en birdie eller en par, da den ikke er særlig svær. Sæt dog næsen op efter en birdie.
Efter denne dejlige runde golf i det naturskønne område omkring Albanga ved den Italienske Riviera har du fortjent en tur omkring den italienske gastronomi. Du kan sagtens udforske maden i restauranten. Priserne var ikke uoverkommelige,
men de lå i den lidt dyrere ende - maden var så også tilsvarende lækker. Pris og kvalitet følges her ad. Omklædningsrummene er store med super badeforhold. Proshoppen ligger lige ved siden af caddimasteren og er af en god størrelse efter italienske forhold. Den er dog ikke prangende efter de danske forhold, da de kun har det meste nødvendige; Det er selvfølgelig tøj og sko, så man kan se ud af noget. Konklusionen på denne bane må være, at
det ikke er sidste gang, jeg har spillet denne bane; Jeg er nemlig så heldig, at vi holder sommerferie på disse kanter næsten hvert år.
|