OM FORE.DK
Forsiden
Ideen
Kriterier
Personer
Annoncering
BANER
Danske
Udenlandske
LINKS
Danske
Udenlandske
GOLF I TV
Oversigt
MAILLISTE
Tilmelding
GOLFNYHEDER
Engelske
BRUGTMARKED
Køb og salg
Debat
Debat


Få FORE.DK som startside

  > Email  >Baneanmeldelse >Fordeling af points
Le Robinie Golf Club

Kontaktoplysninger:

Adresse:Le Robinie Golf Club
Via per Busto 9
21058 Solbiate Olona (VA)
Italien
 
Telefon:+39 0331 329 260
Telefax:+39 0331 329 266
E-mail:info@lerobinie.com
Hjemmeside:http://www.lerobinie.com
Pro Shop:Brug hovednummeret
Restaurant:Brug hovednummeret
Kørselsvejledning:Golfklubben ligger kun 1 km fra motorvej A8 udkørselen "Busto Arsizio".

Praktiske oplysninger:

Greenfee:Priser i 2005:
18 huller: € 46 på hverdage - € 67 i weekenden.
Hele dagen: € 67 på hverdage - € 103 i weekenden.
I hele juli- og august måned køres der med nedsat greenfee: € 35 på hverdage - € 55 i weekenden
Handicap-krav:36
Huller:18 hullers mesterskabsbane og 9 hullers pitch and put
Par:72
Længde:6168m - gul / 5384m - rød
Booking On-line?Nej, via mail eller telefon
Slope / herrer:(125 gul) CR 71,7
Slope / damer:(123 rød) CR 73,7

Faciliteter:

Driving range:Ja. € 1,50 pr. spand når du har betalt greenfee.
Putting green:Ja
Indspilsgreen:Ja
Omklædning / bad:Ja
Restaurant / kiosk:Ja
Pro Shop:Ja
Andet:Ja, stort hotel/konferencecenter med swimmingpool, fitness- og wellness center.
FORE.DK's samlede indtryk af banen - anmeldelsen
Gæsteanmeldelse af Michael Drost

En varm sommerdag, nærmere bestemt den 22. juli 2005, besøgte jeg golf klubben Le Robinie. Le Robinie ligger kun 20 min. kørsel nord for Lombardiets "hovedstad" Milano og derfor også meget tæt på den schweiziske grænse. Golfklubben er forholdsvis nem at finde, efter du har taget afkørslen mod "Busto Arsizio". Du skal bare huske at køre mod "Centro Commerciale (IPER)". Golfklubben ligger mindre end 2 minutter herfra. Vind var der som sædvanlig ikke meget af denne dag, og jeg fortsatte forventningsfuldt op mod klubhuset. Ved ankomsten kan du ikke undgå at blive lidt imponeret. Klubhuset er ikke mindre end 10.000 kvm fordelt på tre etager, inklusive en stor proshop, en større restaurant og endnu større swimmingpool (inklusive wellness center) med view over hul 17 og 18. At der så på hver side af klubhuset er bygget et flot hotel i samme stil gør ikke oplevelsen mindre imponerende - Bravissimo!

Tæt på klubhuset ligger træningsbanen. Den er formet som en stor muslingeskal med rigtig mange udslagssteder og et lidt mindre landingsområde til de rigtigt langtslående. Ingen af udslagsstederne var fra måtter. Rangen er næppe mere end 230m lang. Udover gode afstandsmarkeringer er der placeret en række flag og net, som du kan slå efter. Ikke nogle fingre at sætte på den. Lige ved siden af drivingrangen ligger træningsbunker og indspilsgreen, og umiddelbart før hul 1 finder du puttinggreen, der både giver mulighed for simple og svære put grundet en fornuftig niveauforskel. Det er ikke den største puttinggreen, jeg har været på, men den fungerer. Generelt må det siges, at træningsfaciliteterne er helt igennem godkendt. Kvaliteten er fin og funktionaliteten er i top.

Kvalitet og luksus overalt, heldigvis også på baneanlægget, der er opbygget som en stadium course. Banen er bygget i begyndelsen af 90'erne, og designeren er ingen ringere end Jack Nicklaus. Alle huller er omgivet af bløde græsbakker med beplantning på toppen. Denne konstruktion har flere fordele - For det første betyder det, at du har lidt en fornemmelse af, at du er "alene" på banen, og for det andet er det meget nemt at finde sin bold, hvis der skulle snige sig en enkelt skævert ind på runden - roughen er tillige ikke særlig slem. Disse ting gør også, at runden glider dejligt nemt uden alt for meget spildtid med at lede. Manglen på slem rough bliver dog mere end kompenseret ved de mange bunkers, der er placeret på banen. Ikke mindre end 140 bunkers er der indlagt på banens 18 huller, heraf alene 27 på hul 14! Sværhedsgraden af bunkers varierer selvfølgelig meget, og flere af dem er også placeret mere for syns skyld end for at skabe problemer.

Runden starter på papiret blidt. Hul 1 er et par 4 på 325 meter, som har en meget svag dogleg til højre ca. 60m før green. Teestedet er forhøjet, og det er virkelig noget, jeg kan lide, fordi det på en eller anden måde virker dragende. Fairway er snævret lidt ind i landingsområdet, hvor der også er placeret bunkers i hver side. Den første ligger i venstre side og starter ca. 220m fra tee og for at komme over den, skal du flyve din bold ca. 260m. Lad være med at forsøge på det!! Der ligger yderligere en bunker i højre side, men den kommer kun i spil for de meget langtslående, da der er ca. 280m til den. Drivet skal holdes i venstre, da der er en dyb dal i højre side. Ender du hernede, skal der kæmpes for at bevare chancen for en par, som absolut ellers er en realistisk mulighed på dette hul. Ja, eller måske endda en drømmestart med en birdie. Er du for langt i venstre, ligger du med et lidt tricky indspil, hvor bolden er under dine fødder, og det ved vi jo alle, at det kan volde en del besvær. Valget er nu, om det skal være et langt jern eller en kølle fra tee? Er det en af de dage, hvor teestedet er flyttet godt frem, og der er vind i ryggen, kan du komme meget tæt på green med driveren, men så kommer de to bunkers, som ligger i højre side af fairway, godt 50m før green, også lige pludselig i spil. Er der ikke medvind, bør du helt klart vælge en wood, med mindre du er rigtig langtflående, husk nu fairwaybunkerne. Indspillet til greenen kræver fuld opmærksomhed, da denne er rigtig godt beskyttet af en rimelig dyb bunker i højre. Bunkeren er så stor, så næsten uanset hvor du kommer ind fra fairway, skal du hen over den, og det kan jo godt give lidt rysten i bukserne. Greenen er lidt hævet, men samtidig ret stor og meget nem at læse = flad som en pandekage. Det er godt nok sådan, at når du nærmere dig kanterne, falder det hele lidt væk fra centrum, og den minder derfor mest af alt om en omvendt tallerken. Forklæderne var klippet meget tæt, da jeg var på besøg, hvilket var ensbetydende med, at det kunne være svært at holde bolden på green. Jeg vil anbefale at slå mod midten af green og hav tiltro til din putter. Greenen er hurtig uden dog at være skræmmende. Den tager, som de øvrige huller, godt imod indspillene. Et super åbningshul, og det undrer mig stadig, at ingen i den bold jeg gik i, præsterede bedre end en bogey....hvem sagde en par chance?

Hul 4 - et af verdens bedste 500Hul 4, et mellemlangt par 4 på 363m, er af det amerikanske "Golf Magazine" rangeret som et af de 500 bedste i verden. Når du står på teestedet, forstår du hvorfor. Synet er simpelthen fantastisk; Igen er teestedet lidt hævet i forhold til fairway. I højre er der en kæmpe sø - den skyder jeg hurtigt ud af hovedet og fokuserer istedet på den dejlige brede fairway og de bløde græsbakker i venstre. Selvom der er vand i spil fra tee, er driveren det rigtige våben på dette hul. Der er masser af plads og ingen fairwaybunkere at tage hensyn til. Du føler dig ikke presset til at spille safe - Derfor; frem med driveren! Er du middel- eller højhandicapper, bør du overveje at bide hullet over i tre, da indspillet til green er temmelig svært. Gør du det, bør du ligeledes kun vælge et jern eller en spoon fra tee. Andet slag er nok det sværeste på hele runden. Hullet slår et knæk oppe ved green, der er hævet ca. 2-3 meter i forhold til fairway. Den gemmes dermed ind bag den store sø og så et "sand" paradis af bunkers. Sjældent før har jeg set så flot en opbygning af bunkers. De ligger ganske enkelt i terasser op mod greenen fra søen. Der er dog en åbning foran i fairway, som gør, at du kan trille bolden hele vejen op, hvis du kan fremtrylle en mindre slice. Har du holdt dig i venstre i drivet, og dermed gjort hullet en smule længere, har du samtidig givet dig selv et lidt nemmere indspil, da flere af de før omtalte forhindring, nu kun delvist er i spil. Da fairway er meget bred, kan det dog nemt betyde, at indspillet er et 4 eller 5 jern istedet for et 6 eller 7 jern, sammenlignet med et drive tættere på søen i højre. Et forkert jernvalg her kan ødelægge enhver god slagspilsrunde. Derfor kan det anbefales at tage et ekstra jern, når du slår dit approachslag. Der er nemlig ikke de store problemer bagved greenen, hvis du skulle komme for langt. Greenen har en lille niveaudeling midtpå, som ikke bør skabe de store problemer. En pindplacering kort og langt i højre må være et mareridt på dette hul - Det oplevede jeg heldigvis ikke! Nyd dette hul og husk fotografiapparatet.

Le Robinie har i hul 8 et rigtig "breathtaking" par 3 hul på ikke mindre end 196m! Jeg har normalt de største problemer med par 3 huller over 170m, og kommer jeg fra sådanne huller med en par, er det faktisk næsten at betragte som en birdie på et par 4- eller 5 hul. Lad mig slå fast med det samme, at det ikke var en af de dage, hvor armene var oppe over hovedet, da jeg forlod greenen! Teestedet er placeret så højt, at du har et rigtig godt view over de forhindringer, der venter dig på dette hul. I venstre hele vejen op til green er der skov, og kommer du for langt ind, er der out of bounds. Med mindre du virkelig "quickhooker" den fra tee, er det dog ikke noget, du skal bekymre dig om. I højre op til greenens begyndelse, ca. 175m, er der de velkendte græsbakker, som denne gang dog er en anelse stejlere end på nogen af de øvrige huller. Greenen er godt beskyttet af 3 bunkers; en på hver side og en bagerst i højre. Greenen er temlig stor, vel egentlig også rimeligt nok, når nu hullet er så langt! Den er ikke mindre end 35m lang. Til gengæld er den meget onduleret og svær at læse. View'et fra tee er, ja, temmelig flot. Hvordan skal det så spilles? Ratingen (HCP 11) gør, at de fleste får tildelt et ekstra slag på hullet. Desværre ikke undertegnede, og jeg valgte derfor et 4 jern fra tee i håbet om at kunne trille den det sidste stykke ind på greenen. Er du middel- eller højhandicapper, bør du seriøst overveje at spille hullet som et kort par 4 - tag det som en mand (!?) og bid den over i to slag til greenen; vælg et 6 eller 7 jern fra tee og herefter et halvt slag med sandjernet. Jeg blokkede desværre lidt mit 4 jern fra tee, så det endte i højre på græsskråningen - absolut ikke anbefalelsesværdigt; jeg havde et kort men meget svært indspil med bolden noget over fødderne, ind over en dyb bunker ' nogle gange er en bogey som også værd at tage med!

Hul 9 er et meget, meget, interessant par 5 hul på 473m. Fra teestedet går det stille og roligt ned af mod green og flader ud ca. 120m før. I venstre er der græsbakker og dermed ikke de store problemer, med mindre du slår den 250m (carry) og meget venstre; der er nemlig placeret en 3-4 træer, som kan genere dit andetslag frem i fairway. Til højre for fairway går det kraftigt nedad bakke, hvorefter det flader ud i en symfoni af bunkers. Til højre for bunkerne er der en sø, der går hele vejen langs fairway op til green, som fra tee absolut er i spil hvis du har en (STOR) slice i baggen. Lander du i bunkerne til højre (som jeg), er det ingen katastrofe. Der er ingen høje kanter, og de er forholdsvis nemme både at komme ud af, og også hvad angår muligheden for at få bolden godt frem i fairway. Slår du et kongedrive, og vælger du at gå efter greenen i to, bør du nok tænke dig om en ekstra gang. Til højre for green ligger den vel nok største og dybeste bunker, jeg endnu har set. Placeringen til højre for green er heller ikke tilfældig. Fairway skråner ikke alene ned mod greenen, men også svagt ned mod vandet. Det gør det meget nemt at fade/slice bolden lige den tand for meget, der gør, at du ender i bunkeren. Den er ikke umulig at komme op af ...men tungen skal holdes MEGET lige i munden, og sandjernet skal ligges meget ned! Et gæt vil være, at den er mellem 3 og 3,5 meter dyb. Venstre om green er der en række græsbunkere, som er til at snakke med. Kommer du på green, er det værste absolut overstået. Den tager, som de øvrige, godt imod og er nem at læse. Straks efter du har sænket dit pointgivende (?) put og vender dig om, ser du de nye udfordringer, der venter en på hul 10. Sikke en bane!

Hul 14 er simpelthen bare nødt til at blive nævnt. Den kunne meget vel betegnes "Bunker Heaven". Ikke mindre end 27 bunkers er der placeret på dette par 4 hul på 368m. Hullet er bygget op, så der fra teestedet og hele vejen op langs venstre fairway er ja, nærmest kastet den ene bunker ned efter den anden. Ca. 260m fra tee stoppes fairway..... ja, selvfølgelig af bunkers ! Nyt fairway område begynder igen lidt venstre for og alle problemerne (læs: bunkers) fortsætter nu i højre side. I højre side fra tee er der ikke de store forhindringer; lidt græsbakker og nogle få buske. Hullet er uden tvivl en spoon eller driver fra tee afhanegig af vejr og vindforhold. Skulle du (mod forventning?) komme i en af de utallige bunkers i venstre, er der ingen grund til at bryde grædende sammen. De er rimeligt nemme at komme op af. Andetslag er et mellemlangt jern til en green, der er godt beskyttet i højre af en stor bunker og langt tilbage i venstre af en mindre bunker. Kort i venstre om green er der ingen problemer så sørg for at sigte lidt venstre om flaget, da et eventuelt dårligt/for langt slag kun vil give dig et nemt, lille chip ind til pinden. Greenen minder ligesom hul 1 om en omvendt tallerken med godt klippede forklæder. En par på dette hul er at betegne som en lille sejr, men er meget afhængig af, om du kan abstrahere fra alle de 27 bunkers der er på hullet - Det kunne jeg....!

Hul 17 og 18 opbygget på samme måde som hul 9 og 10. En kæmpe sø deler hullerne. Hul 17 er et rigtig godt risk reward par 5 hul, dogleg venstre, på 484m, hvor der kan skæres mange meter af hullet ved at være lidt vovet fra tee. Det kræver, at du har en carry på 230m eller en fornuftig draw til at skære hjørnet med. Hullet er fattigt på forhindringer, hvis du tager den lige vej over hjørnet af søen og fuld af bunkers, hvis du spiller et langt jern eller en spoon ud mod midten af fairway. Særligt bunkeren i højre, ca. 210m ude er i spil, hvis dit valg er safe og en spoon - sikke et dilemma! Jeg valgte den store "hund" og tog den lige vej over hjørnet af søen. Et heldigt bounce gjorde, at andetslag næppe var mere end 165m - Hele vejen op til bolden gik jeg og tænkte på det kommende eagleput, som uden tvivl(?) ville blive en realitet 5 minutter senere. Andetslag frem i banen til din favoritafstand er uden de store forhindringer, hvis du altså kan abstrahere fra søen i venstre. Ca 80m før green er der en lille græsbunker, som i baneguiden er markeret som en almindelig bunker - Det er det altså ikke! Greenen er gemt godt inde med den store sø, der løber skrå foran og bunkers på hver side. Landingsområdet foran green er meget smalt, og du kommer let til at flirte med vandet. Greenen er i tre niveauer og absolut en af de sværeste på banen. Mit andetslag var ikke mere end et 6 jern - desværre et lettere kantet 6 jern - der i en skarp kurve gik i vandet oppe ved greenen - Øv!! Et indspil og et tre put senere stod jeg med min dobbelte bogey, som 5 minutter forinden var en "givet" eagle. Sådanne huller, hvor der er mange mulige spillemåder, er som oftest dem, man efter runden meget gerne vil ud og spille om; især hvis det er gået dårligt!

Efter runden bør du tage en forfriskning i restauranten, der har terasse ud til hul 17 og 18. Jeg nåede desværre ikke at tjekke hverken hotelværelserne eller menukortet ud, men er ganske sikker på, at det lever op til resten af faciliteterne. Le Robinie er en fremragende golfbane både for middel- og lavhandicapperen. At jeg har valgt at beskrive 4 huller på for-9 og kun 2 på bag-9 er ren og skær tilfældighed og skal ikke ses, som om de sidste 9 huller er mindre interessante end de første 9. Det er bare en af de baner, hvor anmeldelsen burde omfatte minimum 15 huller! Banen er lang men med masser af plads. For den rigtig gode spiller er der mulighed for at prøve kræfter med Champions-tee, 6520m. Niveauforskelle eksisterer på banen, uden den dog på nogen måde kan betegnes som hård at gå. Den største modstander er varmen, så husk at få rigeligt med vand og solcreme med på runden. Hvis man glemmer forplejningen, er der placeret en automat med drikkevarer og chokolade ved træningsbanen, som ligger tæt på både hul 1 og 10. Banen er kendetegnet ved gode teesteder, bløde fairways samt jævne og hurtige greens. Alt er grønt og nydeligt på trods af den meget sol, og det er tydeligt, at der ikke eksisterer de samme restriktive vandningskrav som i Danmark. Det er nemt at finde bolden i roughen og også at komme ud af den. Banen fordrer alle typer slag, og du vil uden tvivl have haft de fleste (hvis ikke alle) af dine jern/køller i spil, når du kommer ind fra runden. Fra alle teesteder kan du se hvilke forhindringer, der venter dig på hullet. Der er ingen blinde slag og ingen kedelige huller eller tivoli huller. Designet er virkelig gennemført og ganske unikt. Selvfølgelig er der mange bunkers, og banen kræver derfor en god gang target golf for at komme rundt i en god score. Sammenlignet med andre italienske baner får du virkelig meget for dine greenfee kroner på denne bane - €35 i sommermånederne er simpelthen en "buon mercato". Tag et stop når du kører på ferie - Du vil ikke fortryde det.

FORE.DK's fordeling af golfbolde (points)
Banens beliggenhed: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens harmoni: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Banens hulforløb: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Fairways: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Bunkers: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Greens: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Variation: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Sværhedsgrad: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Faciliteter: Golfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategoriGolfbolde - max 6 pr. kategori
Golfbolde (point) i alt: 43Golfbolde - max 6 pr. kategori af 54 mulige
>Email  >Baneanmeldelse >Fordeling af points
English version
Under construction
 
 
27.06.10
Smukke Ærø - prøv Ærø Golf Klub.
 
11.09.09
Fantastiske Spanien - prøv Emporda Golf Resort.
 
 
 
 
 
 
 

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!

FORE.DK - Copyright
Opdateret d. 19.11.2005 webmaster