PGA Golf De Catalunya er af flere medier og den almindelige spanske golfer betegnet som nummer to eller tre i Spanien, hvilket da også er helt rigtigt. Jeg har dog ikke spillet baner som Valderrama, Sotogrande, San Roque, men jeg har været forbi El Saler, som også er en konge bane, om end den ikke er af samme standard som denne. Jeg har spillet PGA Golf De Catalunya flere gange, men det har altid været den oprindelige bane i dag kaldet Stadium Course. Og så - for et par år siden blev der tilføjet 18 huller mere, og torsdag den 22. juli 2010 skulle jeg stå ansigt til ansigt med de "nye" huller, benævnt Tour Course. Banen er bygget op på samme måde som Stadium Course, dog er standen ikke helt så høj, men den er absolut så høj, at den kan slå alle de danske baner. Greens er tip top og meget hurtige. Bunkers er super at slå fra, og fairway er næsten helt i top med undtagelse af et par stykker. De er dog alle stadig meget bedre end danske fairways. Banen er ret kuperet, og det kræver en ganske god kondi for at komme godt igennem de 18 huller. Her er fyldt med rigtig gode golfhuller og en flot natur. Desværre kommer nogle af hullerne på bagni lidt for tæt på hovedvejen N11, så der er en del støj, hvis vinden er imod dig. Vejret, den dag jeg spillede banen, var næsten perfekt; Høj sol fra en næsten skyfri himmel, men der var godt nok lige en jævn vind, der drillede ret meget. Flere af hullerne, hvor det ikke så ud til, at der var meget vind, måtte jeg se bolden lande langt før flaget, selv om jeg var gået et eller to jern op.
På drivingrange er der lidt at måbe over. Det er ikke mindre end et pragteksemplar - ca. 150-200m bred og så lang, at ikke engang John Daly eller Bubba Watson kan slå ud af den. Det der med måtter, det findes ikke; Nej, her er det en meter ny græs hver dag, og om aftenen kommer greenkeeperen og lapper alle hullerne med en blanding af sand, jord og græsfrø, ikke så ringe. Afstandsmarkeringer er der nok af. Ja, faktisk så mange, at jeg blev godt træt af at slå efter dem. Indspilsgreen ligger lige ved siden af rangen og er i top klasse. Her har du mulighed for at træne de korte, men også de lange indspil helt ud til 80-100m. Det er selvfølgelig også muligt at træne bunkerslag fra to forskellige bunkers, og sidst, men ikke mindst, er det også muligt at afprøve roughen i dette super indspilsområde. Den eneste ulempe er, at træningsområdet ligger 300-500m fra første tee på begge banerne, men lige op af hotellet. Til gengæld er der to perfekte puttinggreens lige op af 1. og 10. tee, og de er helt i top med rigtig god mulighed for at træne både de korte og lange. Her er det ikke noget med, at bolden hopper og danser. Nej, her bliver bolden på linjen, du har sat den på, og er det den rigtige, ja, så stopper hullet bolden.
Hul 1 på Tour Course er en kort par 4 på kun 327 m fra gul, og hullet doglegger svag mod venstre hele vejen op til green, som er placeret en del højere end fairway. Hullet starter meget ligesom 1. på Stadium Course med et udslag ned af bakke til en ganske bred fairway. Hullet er ret lige ud til ca. 170-180m, hvorefter det begynder at dreje mod venstre. Ca. 205m ude står der et lille træ i højre side af fairway, og det kan du sagtens slå efter, hvis du ikke er langtslående. Jo længere du slår, jo længere trækker du sigtelinen mod venstre, med mindre du vil slå en lille draw, som jeg gjorde. 265m ude i højre side ligger der en mellemstor kløver bunker, som du skal holde dig fra, og få meter længere fremme i venstre side ligger der en tilsvarende bunker. Så det gælder om at spille kort af disse bunkers. Der er heller ingen grund til at komme så langt frem, da der kun er ca. 40m ind. Find hellere den perfekte afstand til dit op af bakke indspil til green. Fairway er meget kuperet, og det kan blive svært at finde et fladt område, så du har et let indspil, uden bolden er over eller under dine fødder. Andet slag ind til green er egentligt ikke så vanskeligt, da green er ret stor, men den er samtidig også ret kuperet og vanskelig at putte på. Den er beskyttet af en stor bunker på venstre side, der strækker sig fra forkant og helt om til bagkant af green. I højre forkant/midt ligger der en lille rund bunker, som dog ikke er lige så lille som en potbunker, men den så træls ud at være i. Er du sikkert på green, kan der godt komme nogle ret svære putts, da den som sagt er både kuperet og temmelig stor. Derudover er den også ret hurtig, og kommer du til at putte med samme fart som i Danmark, ja så har du et endnu længere putt tilbage, end det du startede med. Dette er en stor birdie mulighed, og den skal tages, hvis du får chancen! En par går dog også.
Hul 3 er igen et kort par 4 hul på kun 293m med en dogleg mod højre. Her er igen tale om et lille præcisionshul, der kræver den fulde opmærksomhed, for ellers kan din score gå hen og blive ganske høj. Dette hul er vanskeligt på den måde, at hvis du ikke placerer dine slag rigtigt, ja, så er du enten lukket inde, eller også har du et meget svært slag mod green. Kan du ikke nå green, skal du spille over en bakketop og ned til en blind fairway, hvor der er en sø for enden, som bolden kan løbe i. Ikke noget spændende slag. I drivet skal der slås et langt jern eller en lille kølle ud, hvis du vil spille sikkert. Der ligger to store bunkers i højre side af fairway. De ligger omkring bakketoppen, og dem skal du absolut ikke i. Disse bunkers er der ca. 135-140m ud til og godt nok kun 180m over, men til et blindt landingsområde. Der er i venstre side ca. 165m ud til stedet, hvor fairway knækker mod højre, og ca. 200m ude ligger der en lille rund, mellemdyb bunker, der vil samle de drives op, der løber for langt lige ud af fairway. Den modige og lidt længere slående skal slå op langs med de to store bunkers i højre side og flyve bolden ca. 190m for at være sikker på at komme i fairway. Herfra er der kun mellem 50 og 70m ind til green. Det er dog ret vigtigt, at du kan styre dine længder, da der er out- run ned i en sø ved ca. 245m, og det ville jo være dumt. Når drivet ligger, hvor det skal, er der et præcisionsslag med et kort jern tilbage. Dette slag skal have endnu mere fokus end drivet, da der er en stor sø lige foran green. Indspillet er ned af bakke og ind til en green, der er beskyttet af vand i hele forkanten og en lille bunker i venstre side. Det ser meget skræmmende ud, og jeg må indrømme, jeg rystede selv lidt på hånden, fordi jeg lå med 55m ind og på et ned af bakke leje. Green er ikke den sværeste på banen, men det ville jo heller ikke være fair på et ret svært hul. Spiller du godt og klogt, er det en stor birdie mulighed, men snup da også bare en par, hvis det er muligt. Lad de store scores blive tilbage til de næste, der kommer på hullet.
12. hul er igen et lille tricky par 4, som doglegger næsten 90 grader mod højre fra teestedet. Hullet er kun 313m og skal spilles med stor præcision. Lige foran teestedet ligger der en stor sø, som, uanset hvilken tee du slår ud fra, vil komme i spil, hvis du ikke holder fokus. Søen er temmelig stor, men for at komme sikkert på fairway, skal du ikke flyve mere end ca. 100m fra gul (ja, I ved jo, hvad vand gør ved os golfere), men så har du i stedet et langt andet slag op til en green, der er ret godt gemt. Du kan også vælge at skære lidt mere af søen, og i stedet flyve bolden mindst 135m for at komme over. Dette gør, du kan komme længere frem i fairway, og her er det, du skal passe på de mange bunkers, der ligger op langs med venstre side af fairway. Ca. 180m fra tee ligger den bunker, der nok bliver meste besøgt her på hullet, og hvis du ikke rammer den, ligger der en bunker mere lige bag ved. Spiller du mere safe og slår i højre side, bringer du et træls læhegnet i spil samt endnu en træls bunker, som ligger ca. 200m fra tee. Kan du ramme lige midt mellem disse bunkers, har du et helt åbent slag til green og ikke mere end 70 til 90 meter ind. Fairway er ret kuperet, så du skal ikke regne med, du kan komme til at stå optimalt i forhold til bolden, selvom du er langt fremme i drivet. Green er kun beskyttet af to bunkers, som begge ligger og beskytter den forreste del af greenen. Der er en i venstre side, som dækker halvvejs ind foran green. Den i højre side er ca. 10m oppe af green og kommer let i spil, hvis du er lidt uskarp med de korte jern. Green er ikke den sværeste, men alligevel er der flere fald, der gør, du skal holde fuld fokus, selv om du har et kort putt. Et super smukt par 4 hul der igen viser, at hullerne ikke kun skal have længde, men også et visionelt lækkert design for, at de kan være svære og smukke. Dette hul er dog ikke det sværeste på banen men så sandelig meget smukt, og hvis du kan samle dig, er det en meget stor birdie mulighed, der skal udnyttes, da 13. hul er et meget svært par 4.
15. hul er banens absolut bedste par 5 hul på 456m. Fra tee doglegger hullet langsom - næsten 90 grader - rundt om en stor sø, som ligger i højre side. Denne er stort set i spil fra ca. 170m fra tee og resten af vejen op til green og lidt over bag ved den. I drivet gælder det om at holde tungen lige i munden, da vandet meget let kommer i spil i højre side, og derudover ligger der en næsten 30m lang bunker i venstre side ca. 190m ude. Yderligere bliver landingsområdet fra ca. 170m og frem til godt 270m bare smallere og smallere, samtidig med at vandet kommer længere og længere ind i fairway. Derfor er det vigtigt at tænke, før du slår. Er det nødvendigt at slå driver her, eller kan jeg nøjes med at slå et langt jern ud? Kan jeg nå green i 2 slag, eller må jeg nappe den i 3-4 slag? Ja, det er ikke kun drivet, der er svært, men også de transport slag du skal bruge for at komme så langt frem, at du kan flyve bolden over vandet og op på green. Hvis du bider hullet over i mere end to slag, skal du passe på den store bunker ca. 112m fra green i venstre side og alt vandet i højre. Nå ja, du må heller ikke komme for langt frem, da der er out run ca. 40m før green. Du kan ikke slippe for at flyve bolden over vandet, men jo længere frem du kommer, jo mindre vand er der at flyve over. Skulle du være blandt de spillere, der kan nå green i to slag, ja, så er der kun et slag, der tæller her, nemlig det helt optimale slag der lander på green, for alt andet kan blive straffet meget hårdt. Som sagt er der vand foran green, når du kommer langt ude fra. Her skal bolden flyves et sted mellem 150-210m ind over vandet, og det må siges, at det jo ikke er det nemmeste slag, når der samtidig er en mega træls sej rough lige bag green. En stor bunker i venstre side samt en endnu sejere rough 5-7m bag green øger kun spændingen, og det kommer specielt i spil fra den linje fra fairway. Er du kommet på green i to eller tre slag, står du over for et putt med mange små og ret trælse fald, som er meget vanskelige at se. Så det der med at komme fra green med en score under par, er ikke det nemmeste, men spilles hullet godt og rigtigt, kan der hentes slag på banen. Et super godt og meget udfordrende par 5, som sætter din kunnen på en hård prøve.
16. hul er igen et meget kort par 3 hul, som er kendetegnende for denne bane. Par 3 hullerne er generelt korte her, men det er jo heller ikke altid længden, der gør et par 3 hul godt eller svært. De korte er ofte meget godt beskyttet af enten bunkers, vand eller en meget sej rough. Dette gør, at du skal holde fokus helt oppe på 100% for at kunne udnytte den korte afstand, da du ellers meget let vil blive straffet meget hårdt. Dette hul er kun 118m, men der skal slås hen over en lille sø, som dog ikke så gerne skulle være i spil, da den kun ligger 10-15m fra tee. Der skal altså ikke flyves ret langt for at komme over det. Til gengæld er green beskyttet af tre store kløver bunkers oppe foran og på siden af green, og disse skal der absolut spilles uden om. Der ligger en bunker i venstre forkant og en mere lige bag den, som dækker næsten helt op til bagkanten af green i venstre side. Højre side er dækket på forkanten og fra bag bunkeren og hele vejen rundt til den anden bunker i venstre side, er der en træls rough, hvor der er lidt op af bakke stance og lidt ned af bakke stance. Dette gør det ikke er så nemt at komme godt til pinden, hvis du misser i første hug. Skulle du være kommet på green i først hug, er dine problemer ikke forbi endnu. Green er ret kuperet, og der er mange små fald, der ikke er til at se, så selv om du tror du har læst det store fald, ja så kommer der lige det sidste fald, der gør, at du ikke får din birdie. Jeg var selv meget tæt på en birdie her, men havde ikke lige set det sidste fald på green, så jeg måtte lige samle mig igen for at få min par.
Efter en runde i et meget kuperet terræn kan man godt trænge til en forfriskning, og det kan du være sikker på, at du kan erhverve dig inde i den meget lækre restaurant, som byder på mange lokale retter og den lokale vin. Mad og drikke kan købes til ganske fornuftige priser. Inden du går ud, kan du også lige slå et smut forbi den store proshop, hvor du forresten også skal betale din greenfee. Her i shoppen kan du finde mange kvalitetsprodukter til meget favorable priser. Det er ikke kun prisen på tøj og sko, der er meget fordelagtig. Det er greenfee'en også. I højsæsonen betales her ikke mere, end du gør på en af de dyre baner i Danmark, og faktisk er den endnu billigere uden for sæsonen. Her kan du finde priser helt ned til ca. 45€, og det er jo ikke mere end ca. 335kr (pris omregnet den 7/9/2010), og det er værd at huske på, at det er for en bane, der er i meget bedre stand end de danske. At naturen så er så lækker, at det er svært at finde dens lige, er da også værd at tage med. Jeg har efterhånden spillet PGA Golf De Catalunyas Stadium Course ret mange gange, men jeg må tilstå, at Tour Course så absolut heller ikke skuffer mig. Spil den, hvis du kommer forbi!!
|